Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamer ika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

Til v�kkelsesm� de i St. Paul ...

30. august 1999

S� g�r det l�s!

Allerede efter et par dage i Nordamerika har jeg v�ret ude p� en m�gtig rejse gennem mere end 20 stater! Et s�kaldt roadtrip, - en h�sbl�sende k�retu r p� tusindvis af kilometer - eller rettere sagt miles - ad k�mpe motorveje og st�vede biveje gennem "Guds eget land".

Sagen er den, at jeg lige inden afrejsen fra Fyn fandt p� at inkludere en ny og sp�ndende rejsebog i bagag en: Tom Buk-Swienty’s "Amerika Maxima". Og det var en god sidste-minuts-investering, skulle det hurtigt vise sig. For ikke nok med at Tom, der trods det "m�rkelige" efternavn er s�nderjyde, kan skrive s� fuglene synger. H an ejer ogs� evnen til at s�tte det hele sammen, s� man som l�ser f�ler, at "det her er bare s� sp�ndende, og s� g�r det mig samtidig klogere p� mangt og meget; - mest m�ske p� mig selv!"

S� den 330 sider lange bog slugte jeg p� vej over Atlanten sammen med plastikmaden ombord p� Icelandair-flyet, der med en enkelt mellemlanding i Keflavik p� Island skulle bringe mig til Midtvesten, - det centrale USA. Un�gteligt en noget nemmere og behageligere m�de at rejse p�, end da mange danske immigranter kom herover med skib over Atlanten i midten og slutningen af forrige �rhundrede.

Man er i godt selskab med Tom og hans kone og deres 4-�rige s�n Alexander - og s� deres til lejligheden hyrede k�ret�j Nissan Maxim a. Storbylivet i New York, hvor familien bor til daglig, og hvor Tom arbejder som journalist og korrespondent for bl.a. Weekendavisen og Fyens Stiftstidende, blev for fire sp�ndende uger skiftet ud med livet p� landevejen - p� roadtrip gennem Cli ntons USA. Og det blev en tur gennem Amerika, n�r det er bedst - og n�r det er v�rst. Dette k�mpem�ssige land, som blev "opdaget" og indtaget af de f�rste pionerer for flere hundrede �r siden, og som siden har haft en n�sten magnetisk t iltr�kningskraft p� de mange immigranter - i den f�rste tid is�r fra Europa, der s�gte lykken som nybyggere i "den nye verden". Men l�s nu selv den rejsebog - og bliv revet med, som jeg blev det, s� jeg f�lte, at jeg allerede havde fore taget mit f�rste 17.000 kilometer lange USA-roadtrip, inden Icelandair-flyet med tre sm�, men ikke s�rligt elegante hop fik kontakt med landingsbanen i Minneapolis.

Min amerikanske dr�m minder lidt om Toms. N�r nu man kan v�re s� heldig a t f� tre m�neders studieorlov med mulighed for at studere lige, hvad man lyster, og n�r man s� samtidig igennem l�ngere tid har interesseret sig for danskerne og deres kirker i Nordamerika og for nybyggerlivet og alt det, der fulgte efter, s� sku lle man da v�re et skarn, om ikke man bruger denne mulighed til at tage ud og lede videre og suge til sig undervejs. Men m�let for mit roadtrip er ikke bare at finde de danske kirker i USA og Canada - eller sporene af dem, men ogs� at m�de nogle af alle de mennesker, der - bl.a. med danske r�dder - udg�r den store smeltedigel, som Nordamerika jo er, - og h�re deres historie - eller rettere deres historier! Her p� hjemmesiden kan du f�lge med. S� skal vi ikke �nske hinanden: God tur!

Til Amerika af religi�se grunde - bl.a.

Man skal ikke tage fejl. Det var et stort antal danske, som is�r mellem 1850 og 1930 valgte at udvandre. Faktisk var det omkring 10% af landets befolkning. I 1882 alene var det 11.618, der forlod Danmark for at finde en bedre tilv�relse i USA.

Selv om det nok mest var �konomiske og i nogle tilf�lde politiske �rsager, der fik folk til at rejse, s� var der en del, der valgte at udvandre til USA af religi�se grunde. Man t aler om de faktorer, der "skubbede" emigranterne v�k fra Danmark, og om andre, der "trak" dem til "den nye verden". Baptister og mormoner f�lte sig i midten af forrige �rhundrede forfulgt i Danmark og drog derfor i s tort antal afsted for at finde den religi�se frihed, de dr�mte om. Mormonerne drog som bekendt til deres "Zion", Salt Lake City i Utah.

For mange med almindelig luthersk folkekirkebaggrund var det m�ske ikke religi�se aspekter, der bet�d mest for deres beslutning om at udvandre, men det skulle hurtigt vise sig, at de havde brug for at finde et st�sted i det "religi�se supermarked", som USA var - og is�r har udviklet sig til at v�re.

Tom Buk-Swienty kom mer i bogstaveligste forstand vidt omkring i sin bog. Et sted fort�ller han om en gudstjeneste-oplevelse fra en sort baptistkirke i Syden:

"Det var en gudstjeneste, der fik hver eneste nerve i vore kroppe til at vibrere og sveden til at pible frem fra alle kroppens porer. Vi blev modtaget med �bne arme af menigheden, der gjorde os til �resg�ster i en gudstjeneste, der med en ubeskriveligt intens gospelsang fik taget til at l�fte sig.

Det slog mig, hvor positiv og liv sbekr�ftende kirkeoplevelsen var. Her var ingen stive, monotont messende pr�ster i sort kjole og hvid krave, der fortalte os, hvilken samling h�bl�se uslinge og syndere, vi var. Og hvor t�t vi var p� at ryge ned i et dystert, forpint helvede. I s tedet for tung, farvel�s kedsomhed, fik vi i dette festorgie af sang og musik at vide, hvor great vi var, at the Lord loves you and believes in you; at vi selvf�lgelig ville og kunne overcome alverdens troubles. O yeah, o Lord, o yeah, o Lord.&qu ot;

S� er det, at man som dansk folkekirkepr�st sidder med lettere b�jet hoved og siger: "Tak for sangen, Tom!" Ingen kan ben�gte, at der er noget stift og meget liturgisk bundet over den danske gudstjeneste, og at man kan finde eksempler p� meget livligere gudsdyrkelse andre steder. Men, men, men ... For mange af de danskere, der forlod det gamle land og startede p� en frisk i de store muligheders land, Amerika, var det faktisk alligevel vigtigt ogs� at bringe "f� drenes kirke" med sig. For man havde brug for at h�re Guds ord p� sit eget modersm�l og synge med af fuld hals p� de kendte salmer af Grundtvig, Brorson, Kingo og Ingemann. S� et eller andet af v�rdi m� der dog v�re i den m�de, vi som danske re igennem �rhundreder har dyrket vores kristendom p�. Det mente i hvert fald mange af dem, der udvandrede.

Jesse’s Minnesota - og skandinavernes ...

I Minnesota g�r det godt. Ikke bare fordi solen i disse dage skinner fra en skyfri himmel. Der er ingen tegn p� de voldsomme tordenvejr, der ellers kan h�rge her i sommerm�nederne, og vinterens kulde og sne synes s� langt v�k (og det kan ellers blive virkelig koldt i Minnesota i de 6 m�neder, vinteren varer). Men det g�r ogs� godt, fordi arbejdsl�sheden er rekordlav (1,6%) og velstanden stor, hvad f.eks. downtown Minneapolis vidner op med sine mange himmelstr�bende skyskrabere. Fra 35. etage i Minnesota World Trade Center har man en enest�ende udsigt ove r "tvillingebyerne" Minneapolis og St. Paul, hvor omkring 2� mill. mennesker bor, hvor 23 af verdens 500 st�rste firmaer (bl.a. 3M) har deres hovedkvarterer, og hvor gennemsnitsindkomsten er v�senligt h�jere end mange andre steder i USA .

Men blandt Minnesota-folket (6 mill. mennesker, der bor i en stat, der er 4 gange s� stor som Danmark) diskuteres det livligt, om det er Jesse, der skal have �ren for de gode tider.

Jesse er man p� fornavn med. Jesse Ventura hedder han, og han blev i 1997 valgt som Minnesotas guvern�r, hvilket svarer til vores statsminister. Jesse er tidligere professionel wrestler og ikke s� lidt af en populistisk politiker. Nu n�jes han dog med at fungere som dommer, n�r WWF-bryder ne kommer til byen med deres multi-million-dollars-show, - og det tager han sig efter sigende godt betalt for.

Minnesota-folket ved ikke rigtigt, hvad man skal mene om ham, og det er faktisk indtil nu kun lykkedes mig at opdrive en enkelt , der �bent har villet indr�mme, at han stemte p� ham. Men valgt blev han alts�, fordi republikanernes og demokraternes kandidater brugte den velkendte taktik i amerikansk politik med at sp�nde ben for hinanden ved at smide en masse skidt p� hina nden. Derved ignorerede de fuldst�ndig opkomlingen fra Ross Perot’s protestparti, - og s� var det alts� Jesse, der gik af med sejren. Siden har han sendt en p�n stor check til hver eneste borger i Minnesota, fordi der var blevet betalt for m eget i skat (!), og det har naturligvis gjort ham ret popul�r. Faktisk s�rger smarte forretningsfolk for, at personkulten omkring Jesse k�rer i h�jeste gear. I Minneapolis’ mega-indk�bscenter, Mall of America, finder man f.eks. en hel butik med alt fra kuglepenne og krus til baseballkasketter og T-shirts prydet med Jesse’s billede og navn.

Men om det nu ogs� er hans fortjeneste, at det g�r godt, det er man alts� uenige om i Minnesota.

"Nej, det er nok sn arere, fordi her er s� mange skandinaver," fort�ller Karen og Hans, der selv efter nogle �r i Edmonton og Danmark kom til Minneapolis for 12 �r siden og med stor succes har drevet rejsebureau her siden. Faktum er i hvert fald, at mange af de 371.258 immigranter fra Danmark, som kom til USA mellem 1820 og 1980, endte netop i Minnesota. Og det samme gjorde mange nordm�nd, svenskere, finner og isl�ndinge. Man regner med, at der i dag er omkring 12 mill. amerikanere med skandinavisk baggru nd, og en meget stor del af dem bor i Minnesota og de �vrige midtvestlige stater. Faktisk er der s� mange skandinaviske amerikanere, at man her i september - takket v�re en bevilling fra Nordisk R�d - begynder at sende skandinavisk TV i USA 24 ti mer i d�gnet. I Californien, Colorado, Minnesota, Washington, Wisconsin og Dakotaerne vil man p� denne nystartede betalingskanal kunne se programmer fra bl.a. DR-TV - p� originalsproget, men med engelske undertekster.

Men folk h�rer nu ogs� radio herovre, - b�de de kommercielle radiostationer og det, der nok fortjener noget mere respekt, nemlig "public broadcasting". Og har man sagt Minnesota, m� man n�dvendigvis ogs� sige Garrison Keillor. Forfatter, humorist og &qu ot;public broadcaster". I �revis har hans ugentlige program "A Prarie Home Companion" ligget h�jt p� listen over mest aflyttede programmer og v�ret elsket af mange - m�ske is�r i Minnesota og det �vrige Midtvesten. Han er selv vokset op blandt norske immigranter i det nordlige Minnesota, har v�ret dansk gift og boet i K�benhavn en periode, - og har faktisk ogs� v�ret hovedtaler ved et Rebildm�de for et par �r siden. S� Garrison Keillor ved, hvad han taler om, n�r han med sin underfundige og k�rlige humor g�r grin med de skandinaviske, lutherske amerikanere.

Is�r i monologerne om den lille (opdigtede) skandinaviske koloni Lake Wobegon i de store skove i Nord-Minnesota viser Keillor sit store og ubestridelige h umoristiske talent. "Det har v�ret en stille uge i Lake Wobegon!" S�dan begynder han alle historierne, hvorefter man s� h�rer om den ene mindre eller st�rre katastrofe efter den anden. For stort set alt kan ske - og sker - i denne lille fl�kke, "hvor kvinderne er st�rke, m�ndene ser godt ud - og b�rnene er over gennemsnittet!"

"Alle i Midtvesten er lutheranere," siger Keillor i en af sine humoristiske monologer. "Selv katolikkener er. Ja, selv a theisterne er. Det er en lutherske Gud, de ikke tror p�!"

Sandt er det i hvert fald, at skandinaver med en solid (og m�ske lidt stiv) luthersk baggrund har sat ikke s� f� fingeraftryk i Minnesota og det �vrige Midtvesten.

H�rdt arbejde -og Guds hj�lp

"Gode ting sker for gode mennesker," siger Ray med et glimt i �jet, - og han ved, hvad han taler om. Det er Ray, der skal s�rge for gode rammer for min tilv�relse i de n�ste uger, for det er h am, jeg skal leje et motorhome hos. En 24 fods campingbil komplet med V8 motor, 250 hestekr�fter og alt t�nkeligt udstyr - s�som aircondition, veludstyret k�kken med k�leskab og mikrob�lgeovn, - samt toilet og brusebad. En bil med et hus p� rygge n s� at sige. Og jo, det er et stort og tungt k�ret�j, men benzinen er billigere herovre. Og lad s� venligst v�re med at sp�rge mig, hvor langt s�dan en herlighed k�rer p� literen!

Ray er 4.-generationsdansker, og hans smukke og store hus - omgivet af en lille s�, gr�nne tr�er og en swimmingpool - p� en stille villavej i det nord�stlige St. Paul, Minnesotas regeringsby, vidner om, at det g�r godt for Ray og hans familie.

"Jeg skal ikke klage, men jeg har ogs� arbejde t h�rdt, - m�ske for h�rdt," siger Ray.

"Det ligger til Sandager’ne," tilf�jer han - og l�gger dermed "skylden" over p� sin mors danske gren af familien.

Ray voksede op det mest danske sted i hele Minnesota, siger han selv. Danskerkolonien Tyler i Lincoln County i det sydvestlige hj�rne af staten, som i 1885 blev grundlagt af danske pionerer, efter at stedet var blevet udvalgt af Dansk Folkesamfund med Frederik Lange Grundtvig, s�n af vor ber�mte Nikolaj Frederik Severin, i spidsen. Men det er en helt anden historie, som jeg nok skal vende tilbage til.

Det danske - og det med at arbejde lidt for meget - har Ray alts� f�et ind med moderm�lken. Og selv om Ray indr�mmer, at d et er begr�nset, hvor n�rt et forhold han har til det sprog og den kultur og det nybyggerliv - og den kirke, som i slutningen af forrige �rhundrede m� have v�ret hans oldefars, s� er det tydeligt, at Ray er stolt af sine danske r�dder. Ikke minds t, da samtalen kommer ind p� turen til det gamle land for et par �r siden. Grindsted og Dejbjerg i Jylland. Det var der, familien kom fra, og deromkring er der stadig fjerne sl�gtninge, som det var sp�ndende at bes�ge. S� moderens efternavn, Sand ager, er alts� slet ikke fynsk, som jeg troede, men stammer fra en lille g�rd p� i det vestjyske.

Rays kone, Marla, og s�nnerne Josh p� 13 og David p� 11 fort�ller med begejstring om turen til Danmark, - is�r om Legoland i Billund. Jo, Da nmark er dejlig!

For mere end 25 �r siden forlod Ray og hans familie sammen med Rays mor og far imidlertid Tyler-kolonien. Den g�rd, som for mere end hundrede �r siden af Rays oldefar blev homesteaded, dvs. opdyrket helt fra bunden, efter at de 160 acres var overtaget p� meget favorable betingelser, kunne ikke l�ngere fors�rge en familie - og slet ikke to. S� Ray og hans far �bnede sammen et autov�rksted med tilh�rende benzinstation og udlejningsforretning i St. Paul. Og siden er det kun g�et fremad. "Takket v�re h�rdt arbejde - og takket v�re Guds hj�lp!" siger Ray.

En rigtig mission�r!

Vi har ikke talt ret l�nge sammen, f�r jeg er klar over, at Ray er mere end en almindelig automekan iker og brugtbilsforhandler. "The business is my job," siger han, "Christian mission is my passion!"

Jo, Ray er mission�r. Et par m�neder om �ret lader han bilforretning v�re bilforretning og tager i stedet p� missions rejse. Sidste �r til Indien sammen med s�nnen Josh. "Vi holdt 35 m�der p� en m�ned, og inderne har stor brug for at h�re om Jesus," fort�ller Ray.

Han er stilf�rdig, men alligevel meget direkte og p�g�ende i sin facon. For mange �r siden forlod han den lutherske kirke, han havde kendt fra sin opv�kst i Tyler. Og her i Minnesota er ellers faktisk alle lutherske, p�st�r Garrison Keillor, som jeg ogs� nok skal vende tilbage til. Men - ligesom for Tom og andre - var den lut herske kirke m�ske en smule for kedelig og stiv for ham.

Anledningen til bruddet med den lutherske baggrund var, at Rays far, Merle, og hans kone, Marie, havde v�ret til et stort m�de med Billy Sunday, der i sin tid var en endnu mere k endt pr�dikant end Billy Graham. Det �ndrede Merle’s og Maries og hele familiens liv, og siden har de tilh�rt de s�kaldte "uafh�ngige" kirker. Det er i de kirker, at "God is really at work", siger Ray.

"Vi sk al til et m�de i aften. Vil du ikke med?" sp�rger han. Og inden jeg f�r t�nkt mig om, har han arrangeret, at jeg skal bo hos familien i nat, for mit campingk�ret�j er f�rst klar i morgen, - og s� skal vi alts� til m�de i aften. Ikke gudstjen este, selv om det skal foreg� i en luthersk kirke, der engang blev grundlagt af de norske haugianere, men "m�de".

"Der kommer sikkert mange folk fra mange forskellige kirkesamfund," siger Ray. Vi har travlt, s� underve js derover indtager vi aftensmaden, en skinkesandwich varmet i mikrob�lgeovnen og en cola, og jeg f�r at vide, at taleren ved m�det er fra Australien og hedder Doug. Han tager rundt og taler mange steder i hele USA, og folk str�mmer til. Der bliv er sikkert ogs� fuldt hus i aften. Det hele er p�virket af den karismatiske Toronto-bev�gelse - og "der har jeg set s� mange vidunderlige ting ske", som Ray udtrykker det.

V�kkelsesm�de og en dansk bager ...

M� det starter klokken 19. Ray pr�senterer mig for nogle af sine venner og synes, at jeg skal v�re �verst i kirken. Men jeg v�lger at blive nederst - n�r udgangen. Det skal siden vise sig at v�re en klog beslutning. Ray er i bestyrelsen og skal hj�lpe til undervejs. Derfor skal han v�re oppe foran.

Vi st�r op, og p� et stort l�rred, der er trukket ned fra loftet og som derved kommer til at d�kke det meste af Thorvaldsens Kristus-figur p� alteret, bliver der vist de salmer, vi synger . Der er meget med Jesus og Lord og Halleluja og Amen! Og stort set alle er hele tiden i bev�gelse. Vuggende frem og tilbage i takt til musikken, der leveres af tre meget veloplagte og engagerede folk p� trommer, keyboard og guitar. De fleste st� r med armene strakt opad, sommetider som om de pr�ver at tr�kke noget ned i hovedet p� sig selv. Det m� v�re Hellig�nden.

Vi synger mange sange, og der kommer flere og flere mennesker, og det er meget varmt, selv om der er st�jende bl�ser e sat op et par steder. Efter en halv times tid, da tr�theden er ved at kunne m�rkes i benene, s�tter jeg mig ned, og lidt senere kommer Doug s� p� scenen. Han er en p�n yngre mand med busket oversk�g, lyse bukser og m�rkebl� skjorte med safarim� nster.

I begyndelsen fort�ller han meget humoristisk om sin baggrund. Om hvordan han som australier altid har f�lt sig underlegen overfor de her amerikanere, og om hvordan han i det hele taget altid har v�ret en stille og forsagt type. I skolen sagde han aldrig noget. Var n�rmest en stor undskyldning for sig selv. Men s� m�dte han Jesus, og nu er han alts� blevet pr�dikant, og efterh�nden som han f�r varmet menigheden (eller publikum, m�ske) op og f�r os til at more os nogle gang e, h�ver han gradvis stemmen, og jeg bliver klar over, at trods sit n�sten klejne udseende er Doug en af de store pr�dikanter.

Han taler i mere end en halv time - helt uden manuskript - og slutter med at l�gge op til en indsamling. &qu ot;Giv, s� meget, I kan! For det er dyrt at rejse og bo p� moteller, selv om vi lever s� billigt, vi kan," siger Doug, "og der er s� mange, som har s� h�rdt brug for at h�re om Jesus, for er der noget, der pr�ger dette land, s� er det m anglen p� moral!" "Yeah!" og "Amen!" og "Halleluja!" lyder det fra menigheden.

S� synger vi igen, og klokken n�rmer sig halv ni. S� er der sikkert forfriskninger nedenunder, t�nker jeg. Men nej. Vi synge r videre, og noget senere finder jeg ud af, at nu kommer vi til det, som folk virkelig er kommet for.

Doug kommer frem igen med sin b�rbare mikrofon sat godt fast p� kinden, s� alt, hvad han siger, lyder klart gennem h�jttalerne. Han udl� gger meget loyalt nogle bibeltekster, men s� pludselig sl�r hans stemme n�sten over i falset, og han foretager sm� hop p� stedet, sl�r ud med armene og r�ber et eller andet, som jeg ikke kan forst�. Det gentager sig flere gange, og hver gang komm er b�de han og menigheden n�sten i ekstase. Der klappes og r�bes: "Halleluja!" og "Amen!" og "Jesus!"

Det er Gud, der har ansvaret!

Efter endnu en halv times tid forklarer Doug, at han tit ikke er klar over, hvad der sker med ham. "Jeg siger altid til folk: Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg g�r ikke noget. Det er Gud, der g�r noget gennem mig. Det er ikke mig, der har ansvaret. Det er Gud!"

Og s� bliver alle, der ha r lyst, indbudt til at komme frem og stille sig helt oppe ved Doug. Over halvdelen g�r det. Og Doug forkynder, at nu vil han gerne vide, om der er nogen, der gerne vil have �ndret deres liv. Om der er nogen, der er utilfredse med sig selv. Om der er nogen, der lider af noget, de gerne vil kureres for. Alle r�kker h�nderne op. Og pludselig lyder der et h�jt skrig og en efterf�lgende jamren. En temmelig stor dame i h�jre side af koret svajer fra side til side, mens hun udst�der de h�je lyd e. Doug er hurtigt ovre ved hende og skriger til hende - eller m�ske er det til den onde �nd i hende: "Loosen!" "Break!" "Free!" Til sidst er det som om han med et pust og et "Whoosh!" v�lter hende omkuld.

Kvinden falder bagover og bliver grebet af Ray og et par andre hj�lpere. Og i den n�ste times tid forts�tter det p� samme m�de indtil 50-60 mennesker ligger p� gulvet omkring alteret. Hj�lperne griber dem, n�r de falder, og l�gger t�pper ove r dem, men de ser ud, som om de er i en slags trance - fuldst�ndigt udmattede. Doug derimod forts�tter utr�tteligt sine voldsomme udfoldelser. "Loosen!" "Break!" "Free!" og "Whoosh!" lyder det igen og igen. Og en efter en falder m�dedeltagerne om p� gulvet.

Stemningen er intens, og varmen er trykkende, s� jeg g�r uden for og ser, at kirken ligger i et gadekryds, hvor der overfor er en begravelsesforretning, der reklamerer med, at man &qu ot;skaber meningsfulde ceremonier til fejring af livet". Jeg t�nker p�, om det, jeg lige har oplevet, kan karakteriseres som noget s�dant. Eller om den kedelige danske folkekirkegudstjeneste m�ske kan.

Spis br�d til!

Der er desv�rre lukket i bagerforretningen, men jeg �jner gennem vinduet en kurv med noget, der godt kunne ligne rigtige danske rundstykker. Der er ogs� sm� mazarinkager med r�d og hvid g lasur p� - og s� de store og ikke s�rligt danske, men derimod meget amerikanske lagkager og bryllupskager. Jeg kender dem godt. Det er noget v�rre sukkerstads.

Der ser derimod ikke ud til at v�re noget rugbr�d eller andet godt dansk br�d i butikken. Jeg t�nker, mens jeg stadig kan h�re Doug ovre fra kirken, at vi m�ske ellers godt kunne have behov for at spise br�d til.

P� det tredie gadehj�rne ligger en gr� bygning, hvor et stort skilt meddeler, at det er en "Pro -Life-klinik" og at der er tale om "Action Ministeries". "V�lg livet, det gjorde mor!" st�r der. Og "Abort stopper et bankende hjerte!" Og "F�r du er f�dt er for tidligt at d�!" Jo, abortmodstanden er meget stor og militant i USA, og selv om der er lukket i klinikken i denne sene aftentime, f�ler jeg mig overbevist om, at her foreg�r en hel del, og at mange af de dybt religi�se kristne, der udg�r hovedstammen i Pro-Life-bev�gelsen, mener det der med "action" helt bogstaveligt. Pro-Choice-bev�gelsen, der g�r ind for fri abort, m� standses med alle midler. Man har faktisk h�rt om, at l�ger, der foretager aborter, bliver myrdet p� grund af deres arbejde.

En stor hvid po litibil fra St. Paul Police Dept. parkerer diskret midt i gaden lige foran klinikken. En kvinde r�ber voldsomt op i nabolaget. Det lyder som husspetakler, og ovre i Sue’s Park p� det fjerde hj�rne ser jeg, at parken ikke blot bruges i dagtim erne af legende b�rn, men ogs� her i nattetimerne af drukkenbolte og narkomaner. Det er vist ikke det bedste kvarter, dette her. Politibilen bliver holdende l�nge, men bag de tonede ruder kan man kun lige ane omridset af to store skikkelser. Imens r �ber Doug stadig "Loosen!" og "Break!" og "Free!" inde fra den lutherske kirke.

Klokken er over ti. Ray kommer et kort �jeblik ud og sp�rger, om jeg vil k�re med hans kone og b�rn hjem. Det vil jeg gerne. "Jeg har set s� mange vidunderlige ting ske," siger han. "Forleden var der en mand med et br�kket ben. Han smed krykkerne og kunne g�! Og der var en kvinde med en stor kr�ftknude p� halsen. Pludselig var den v�k! Jeg ved ikke, hvor dan den slags sker, men jeg ved, at Gud kan udvirke mirakler!"

P� vejen hjem til Ray’s og Marla’s hus var det som om en masse "Halleluja’er" og "Amen’er" og "Whoosh’er" og sto re sukkers�de kager blev blandet med helt andre billeder af godt dansk rugbr�d og af gamle middelalderkirker med kamtakkede gavle og s� af danske nybyggerkirker p� pr�rien, - og ud fra dem l�d der salmer af Grundtvig p� det k�re modersm�l. Jetlag
46;en og s�vnen var vist ved at f� et godt tag i mig!

Du kan skrive til Svend Faarvang p� e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.