Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

Ta� med p� en ganske s�rlig tur!

Det var noget af det, jeg for alvor havde set frem til p� denne tur. Jeg var klar over, at n�r man leder efter spor af danskerne og deres kirker og deres fors�g p� at danne kolonier i Nordamerika, m� man ogs� en tur til Cape Scott.

Trods vore fem �r i Vancouver havde vi aldrig v�ret der. Jeg forestillede mig, at det ikke bare ville v�re en rejse ud i vildmarken og tilbage i tiden, men ogs� en slags ekspedition ind i de danske immigranternes sind og dr�mme. Kort sagt: En oplevelse for livet. - Og mine forventninger blev bestemt ikke skuffede.

Jeg har gemt lidt p� mine indtryk fra bes�get p� nordspidsen af Vancouver Island, hvor danske immigranter for 100 �r siden gjorde et fors�g p� at skabe en dansk koloni helt i Grundtvigs og andelsbev�gelsens �nd. Men her kommer beretningen, som samtidig er en slags invitation til jer, der l�ser dette, om at tage med p� en udflugt af de mere us�dvanlige: En tur til ...

Paradis ved verdens ende!

Umiddelbart lyder navnet Cape Scott ikke s�rlig dansk. Det forbl�ste forbjerg er faktisk opkaldt efter en k�bmand fra Bombay, som i 1700-tallet sendte en ekspedition op langs den amerikanske Stillehavskyst. Men ser man n�rmere efter p� kortet over den nordvestligste del af Vancouver Island, st�der man hurtigt p� dansk-klingende navne som Strandby, Christiansen og Fredericksen Point, Hansen Lagoon, Nissen og Nels Bight, Rasmus Creek samt Mount Brandes og Holberg.

Forklaringen er den, at en lille gruppe danske i �rene 1897 til 1909 bosatte sig her i et uvejsomt regnskovsomr�de og fors�gte at t�mme naturen og skabe et lille dansk ideal-samfund, - en slags utopia.

Fors�get mislykkedes af flere grunde. Danskerne er for l�ngst forsvundet fra Cape Scott. Omr�det er blevet en vildmarkspark, der ligger s� langt v�k fra alting, at kun ganske f� turister hvert �r vandrer ad de smalle og n�sten helt tilgroede stier, som danskerne i sin tid under stort besv�r anlagde. Her m� man v�re forberedt p� n�sten alt, for nu er det sorte bj�rne, bjergl�ver og andet vildt, der hersker, hvor eventyrlystne og h�rdtarbejdende danske engang pr�vede at f� fodf�ste.

Men lad os - inden vi begiver os af sted ad de regnv�de, pl�rede og forbl�ste stier - g�re et par sidespring. For historien om den danske koloni p� Cape Scott er p� en m�de slet ikke enest�ende.

Kollektiver, kolonier m.m.

Canadas vestligste provins, British Columbia, har igennem de sidste 150 �r v�ret kendt for mange forskellige gruppers fors�g p� at skabe alternative kolonier, kollektiver og etniske landsbyer rundt om i provinsen. Her var der f�rst og fremmest plads. Plads til at udfolde sig og eksperimentere. Plads til at virkeligg�re ideer, visioner og dr�mme. Plads til at g�re op med andre steders og andre kulturers alt for fastl�ste og traditionelle levevis. Plads til udfoldelse og frihed!

I nyere tid, dvs. siden 60-erne, er f.eks. adskillige hippie-inspirerede kollektiver blevet grundlagt i B.C., - mange af dem for blot at forsvinde igen nogle f� �r senere.

Men det begyndte allerede, da en gruppe forviste amerikanske sorte i forrige �rhundrede slog sig ned p� Saltspring Island, - langt v�k fra slaveri og forf�lgelse. Her ville de i f�llesskab begynde et nyt liv.

Indianernes ny Jerusalem ...

Ogs� blandt de mange forskellige indianerstammer p� Canadas vestkyst kender man til fors�g p� at grundl�gge kolonier med meget idealistiske m�l. Den karismatiske anglikanske l�gmandspr�dikant William Duncan, der udn�vnte sig selv til Tsimshian-indianernes frelser, grundlagde f.eks. - i et fors�g p� at "civilisere" indianerne - m�nsterlandsbyen Metlakatla ved Prince Rupert h�jt oppe mod nord. Indianerne skulle frelses fra deres hedenske livsstil og fra den "prostitution", som skrupul�se hvide handelsfolk havde bragt med sig til omr�det.

Det var i 1860-erne og 70-erne, at man midt p� B.C.�s barske vestkyst kunne finde en meget velordnet engelsk-inspireret landsby med ca. 1.000 Tsimshian-indianere kl�dt i victorianske kl�dedragter. Der var nydelige huse, blomsterhaver og frugttr�er, savv�rk, systuer, sm�fabrikker og legepladser for b�rnene. Alt sammen styret af mission�r Duncans love og regler, som bl.a. bet�d et farvel til alkohol og til traditionelle indianske ritualer styret af h�vdinge og medicinm�nd.

Metlakatla�s stolthed var bl�serorkesteret og H�ndel-koret, der tog p� koncertturn� i USA. Og s� naturligvis den kolossale hvidmalede cedertr�skirke, hvor der var plads til 1.200. Den blev bygget i 1874, men br�ndte ned til grunden i 1901.

Dette var en udstilling af "kristen civilisation". Duncan havde massiv st�tte af "Christian Mission Society" og havde stor succes med at l�fte de "primitive" indianere op fra samfundets bund. Han sagde selv, at Metlakatla var "et skindende lys p� den �de kyst, som sender sine klare str�ler i alle retninger som en ledestjerne for alle de hedenske stammer!"

Blandt indianerne n�d Duncan stor anseelse, men gentagne konflikter med missionsselskabet om koloniens m�l og midler f�rte til, at han - sammen med langt st�rstedelen af Metlakatla�s indbyggere - forlod B.C. for at grundl�gge en ny m�nsterkoloni i Alaska. S� i dag er sporene n�sten forsvundet, og dette, den hvide mands fors�g p� at kristne og "civilisere" indianerne i British Columbia, er kun fjern fortid.

En norsk pr�st og en finsk socialist!

Det var folk fra vore nordiske broderlande, der banede vejen for danskerne med hensyn til anl�ggelse af etniske kolonier.

Norske immigranter grundlagde - med regeringens velsignelse - kolonier p� fjerntliggende og vanskeligt tilg�ngelige steder som Quatsino p� Vancouver Island samt Bella Coola og Hagensborg p� fastlandet. Det var en pr�st, Christian Saugstad, der var leder af den gruppe nordm�nd, der bosatte sig i et �de omr�de ved en fjord: Bella Coola, som skulle v�re "Det nye Norge". Man levede af fiskeri og skovbrug, men klimaet var barskt, og kampen for det daglige br�d var h�rd. Kolonien overlevede dog, og i dag finder man norske navne som Brekke, Brynildsen, Fr�strup, Fredriksen, Hansen, Knudsen, Nygaard og Saugstad i den afsidesliggende dal, hvor flatbr�d og lutefisk stadig kommer p� bordet ved festlige lejligheder!

Og en gruppe af finner grundlagde p� Malcolm Island en socialistisk koloni under ledelse af forfatteren, politikeren og folkehelten Matti Kurikka.

Denne koloni blev kaldt Sointula, "Fredens Sted". Dens motto var "frihed under ansvar", og Kurikka proklamerede, at "her skal et h�jtudviklet kulturliv vokse frem, langt v�k fra pr�sterne, som har svigtet kristendommens h�je moralv�rdier, - langt v�k fra kirkerne, som �del�gger freden, - og langt v�k fra al ondskaben i verden uden for".

I begyndelsen gik meget godt i dette meget idealistiske samfund, men da Kurikka senere begyndte at blive noget enev�ldig og l�gge stor v�gt p� "fri k�rlighed", vendte en del af koloniens folk sig imod ham. De havde tilsyneladende andre etiske gr�nser end deres selvbestaltede leder, som ogs� havde foretaget forskellige �konomiske dispositioner, der havde bragt kolonien p� fallittens rand. Kurikka m�tte rejse derfra, men Sointula eksisterer stadig som et - om end noget modificeret - socialistisk eksperiment.

Meningen var m�ske god nok, men ...

Canada - og is�r British Columbia - har altid haft brug for immigranter, der ville v�re med til at opdyrke og udvikle landet. Derfor gav man i sin tid p� meget fordelagtige vilk�r lov til, at immigranter som enkeltpersoner eller grupper kunne sl� sig ned og "leve af landet" - ofte p� meget isolerede steder. Det var det, nordm�ndene, finnerne - og senere ogs� danskerne ved Cape Scott - fors�gte at benytte sig af. Og i en periode var det canadiernes efterligning af "homestead-lovgivningen" fra USA, der virkede tiltr�kkende p� de h�befulde immigranter. Her kunne man f� gratis jord blot ved at tage h�nderne op af lommen og slide i det, forl�d det.

Det var dels den isolerede beliggenhed og dels disse "fordelagtige vilk�r", der bragte en sekterisk gruppe mennesker til en lille � uden for Nanaimo p� Vancouver Island. De var under ledelse af Edward Arthur Wilson, bedre kendt som den karismatiske og mystiske "Broder Tolv". Det er ikke for meget sagt, at denne gruppe udviklede sig til en kult af den allerm�rkeligste slags.

Oprindelig havde Broder Tolv rejst rundt i Nordamerika som sandsiger og tryllekunster. Hvor han egentlig stammede fra, forbliver et mysterium, men han h�vdede selv, at han var s�n af en indisk prinsesse. Han var ogs� - som Broder Tolv - en udsending fra sine elleve andre inter-galaktiske br�dre. �benbaringer, mystik og okkultisme var noget helt centralt i hans "forkyndelse", som ogs� omfattede dommedagsprofetier. Verden ville g� under den 1. januar 1934. Store krige ville h�rge vor klode, men, forsikrede Broder Tolv, den s�kaldte "Sandhedens koloni" ville blive reddet fra undergang, og sammen ville han og hans disciple udg�re fundamentet for en ny civilisation.

British Columbias sk�rg�rdsagtige Stillehavskyst egnede sig fortrinligt som baggrund for denne slags utopiske fantasier. Her kunne man - langt fra alt og uden at blive forstyrret af verden uden for - g�re et fors�g p� at opbygge sit eget utopiske paradis. Og det var n�jagtig, hvad Broder Tolv og hans "Aquarian Foundation" gjorde.

Vilde orgier - og mord!

Men snart l�d der i de omliggende samfund rygter om, at Broder Tolv havde guddommeliggjort sig selv som en slags "Guru" og havde udn�vnt en ung kvinde til at v�re reinkarnationen af den �gyptiske gudinde Isis, mens Broder Tolv selv var Osiris. Der blev ogs� holdt vilde orgier p� strandene, forl�d det.

Da den unge kvinde, der af Broder Tolv var blevet udpeget til at f�de hans "Kristus-barn", i stedet aborterede to gange og fik et nerv�st sammenbrud, slog Broder Tolv hende angiveligt ihjel og lavede en sk�l af hendes kranium!

Det blev for meget for nogle af koloniens indbyggere. Der udbr�d mytteri, og Broder Tolv blev bragt for retten i Nanaimo. Han blev dog aldrig d�mt, - efter sigende fordi han hypnotiserede vidnerne og dommeren. I stedet vendte han hjem til sin paradis� i triumf og udn�vnte en anden ung pige til "gudinde" - og sin elskerinde.

Da verden imidlertid ikke gik under i 1934, udbr�d der igen voldsom uro blandt koloniens medlemmer, og inden Broder Tolv og hans elskerinde flygtede fra �en, satte de ild p� de fleste af bygningerne og �delagde s� meget af kolonien, de kunne. Hvad der siden blev af dem, er uvist, men der g�r rygter om, at Broder Tolv kort efter d�de i Schweitz.

Radikale kristne pacifister fra Rusland ...

Ogs� den st�rkt religi�se gruppe af Dukhobors fra Rusland skal n�vnes. De n�rede en dyb skepsis til det skrevne ord, og i deres kirker fandtes ingen bibler. Tungetale og profetier spillede derimod en vigtigt rolle. Deres teologi minder om kv�kernes og gend�bernes, og under ledelse af Peter "den guddommelige" Verigin udarbejdedes en pacifistisk og meget radikal kristen tankegang, der ogs� p�b�d tilh�ngerne at leve i kristne f�llesskaber. Gruppen voksede st�t og fik snart �genavnet Dukhobortsi ("dem, der k�mper med �nden"). Men Dukhobor-lederne tog navnet til sig. "Styrkede af Kristi �nd," svarede de, "k�mper vi mod hovmod og k�delig lyst".

I Rusland blev de m�dt med en blanding af frygt og foragt, og deres pacifisme bragte dem snart p� kollisionskurs med den russiske zar, hvis milit�r de n�gtede at g�re tjeneste i. Kulminationen blev n�et, da mange Dukhoborer i 1894 blev pryglet omtrent til d�de, fordi de havde foranstaltet store demonstrationer med afbr�nding af alle former for v�ben: gev�rer, knive og sv�rd.

Med hj�lp fra bl.a. digteren (og pacifisten) Leo Tolstoy og nogle amerikanske kv�kere lykkedes det omkring 7.000 Dukhoborer at flygte til Nordamerika, hvor de f�rst og fremmest bosatte sig i store f�llesskaber p� den canadiske pr�rie og i det indre af British Columbia. Men deres tr�ngsler var langtfra slut. Og det omgivende samfund skulle hurtigt f� at m�rke, hvor radikale Dukhoborerne var.

Ganske vist levede "Det kristne f�llesskab af universelt broderskab", som gruppen kaldte sig, p� overfladen et stilf�rdigt liv travlt optaget af dyrkning af gr�nsager og frugtplukning i deres store plantager. De var vegetarer og spiste alle m�ltider i f�llesskab ved store langborde. De hverken r�g eller drak, men holdt hver dag gudstjenester, hvor alle sad p� lange b�nke, - m�nd og kvinder med ansigterne mod hinanden.

Frihedens S�nner ...

Men det omliggende samfund havde mere end sv�rt ved at acceptere Dukhoborerne, og her var det is�r en udbrydergruppe, "Frihedens S�nner", der konstant skabte overskrifter. De gik - uden en tr�vl p� kroppen - i protesttog mod materialisme og andre fjender og br�ndte deres egne huse af som udtryk for, at de ikke havde brug for nogen jordisk ejendom overhovedet. N�vner man i dag navnet Dukhobor i British Columbia, vil mange netop forbinde det med n�gne religi�se fanatikere.

De russiske Dukhoborer ville heller ikke lade sig registrere. Selv om Canada langt fra har samme velfungerende system med kirkeb�ger og folkeregister, som vi kender fra Danmark, s� �nskede myndighederne dog, at b�de f�dsler, vielser og d�dsfald blev registreret. Uroen omkring Dukhoborernes nej til at underkaste sig dette, var dog for intet at regne mod den strid, der br�d ud omkring undervisning.

Afbr�nding af skoler!

Dukhoborerne var analfabeter - og stolte af at v�re det. De ville under ingen omst�ndigheder tillade, at deres b�rn modtog nogen form for undervisning. Skoler opfattede de som samfundets fors�g p� at indoktrinere alle borgere. Myndighederne id�mte dem b�der for at holde deres b�rn hjemme. "Frihedens s�nner" svarede igen ved at s�tte ild til skoler. Ni skoler blev alene i 1923 br�ndt ned til grunden.

Regeringen s� ingen anden mulighed end at fjerne b�rnene fra deres hjem og anbringe dem i en slags "f�ngselsskoler". De skulle ikke bare undervises, - de skulle ogs� blive "gennemsnits-canadiere".

Siden da er gemytterne faldet noget til ro. Tvangsundervisningen eksisterer ikke l�ngere, og Dukhoborerne og "Frihedens s�nner" har i nogen grad tilpasset sig det omkringliggende samfund. Kun sj�ldent kan sensationsaviserne i British Columbia berette om episoder i forbindelse med denne radikale og sekteriske gruppe af religi�se russiske fanatikere, der s�gte - og p� visse m�der ogs� fandt - friheden i Canada.

Hvorfor gik det ikke for danskerne?

P� baggrund af disse meget yderligtg�ende eksempler p� kollektiver, f�llesskaber og kolonier i det vestlige Canada ligner danskerne ved Cape Scott n�rmest en gruppe velopdragne s�ndagsskoleb�rn. Det er sv�rt at forst�, at den p� alle m�der eksemplariske danskerkoloni led skibbrud. Bl.a. fordi skiftende regeringer stak en k�p i hjulet ved at l�be fra deres l�fter - og dermed gjorde det umuligt for den isolerede koloni at overleve.

Min gode ven Tage har lovet mig at tage med p� turen til Cape Scott. Dels er det rart at have selskab, og dels ville det ikke v�re ansvarligt at bev�ge sig ind i vildmarksomr�det alene. Der bor nemlig ingen mennesker deroppe nu, mens bestanden af bj�rne efter sigende skulle v�re stigende.

En torsdag sidst p� dagen l�gger vi da civilisationen i Vancouver bag os, tager f�rgen til Vancouver Island og s�tter kursen nordp�. Vi har ikke k�rt ret langt, f�r det f�les som om, de danske Cape Scott-pionerer er med i bilen. Vor snak g�r s�rlig p�, hvordan de overhovedet kunne finde p� at sl� sig ned et sted, der m�ske mere end noget andet fortjener betegnelsen "the middle of nowhere". Og hvorfor lykkedes det s� alligevel ikke for dem at virkeligg�re deres dr�m?

M�let er Port Hardy s� langt mod nord, man kan komme p� Vancouver-�en. Herfra kan man tage med p� den efter sigende utroligt smukke sejltur ad "the inside passage" til Prince Rupert n�sten oppe ved gr�nsen til Alaska. Men det er nu ikke det, vi vil. Vort m�l er Cape Scott.

Ventetid ved f�rgen betyder, at vi f�rst n�r til motellet i Port Hardy langt ud p� de sm� timer efter en k�retur p� n�sten 500 km. Efter f� timers s�vn begiver vi os tidligt om morgenen af sted for at tilbagel�gge de sidste 60 km ad uj�vne grusveje med mange bakker og sving. Undervejs passerer vi "sko-tr�et", hvor hundredvis af sko er hamret fast p� en stor cedertr�s-stub. Det er efter sigende de sko, som bes�gende i Cape Scott-omr�det har slidt op p� de �de stier derude.

L�ngere fremme er en stor tr�stamme v�ltet ned over en bil, der er sl�et helt til vrag, og et skilt fort�ller advarende, at "her skal man v�re forberedt p� det uventede". Det hele ser ganske vist en smule arrangeret ud, men vi forst�r beskeden.

Vejrudsigten er ikke for god ...

Vi er i hvert fald forberedte p�, at vejret ikke er for godt ved Cape Scott. Det er det nemlig n�sten aldrig. Her falder mellem 400 og 500 centimeter regn om �ret, og selv om sommeren er l�ngere perioder med sol en sj�ldenhed. Piskende storm og silende regn er derimod hyppigt forekommende f�nomener �ret rundt.

Og det var netop vejrforholdene, kombineret med afstanden til markeder, hvor landbrugsprodukter og fisk kunne afs�ttes, samt manglen p� ordentlige veje, der satte en stopper for ikke mindre end to fors�g p� at lave bos�ttelser i omr�det. I 1897 gjorde f�rst danske pionerer et fors�g p� at kolonisere denne regnv�de, stormfulde og meget isolerede egn.

Og igen i 1910 fors�gte en anden gruppe nybyggere sig. Efter flere �rs h�rdt arbejde m�tte begge grupper give op - tvunget af naturelementerne og af omst�ndigheder, som de ikke havde nogen kontrol over.

Eftersommeren har budt p� godt vejr p� hele min tur - og ogs� i Vancouver, fort�ller Tage. Men det her er ikke Vancouver, men meget l�ngere nordp�, - og vejrudsigten har meddelt, at en storm er p� vej mod netop det nordvestligste hj�rne af Vancouver Island.

Holberg - i ly af Brandes-bjerget ...

Det overrasker os derfor ikke, at det s� sm�t er begyndt at regne, da Tage og jeg passerer den lille landsby Holberg - opkaldt efter vor ber�mte digter. Men trods regnen kan vi skimte toppen af bjergene. Det h�jeste bjerg m� v�re det, der hedder Mount Brandes. Vi fornemmer, at her er meget stille - og meget smukt. Her - ved en fjord omgivet af n�sten endel�se skove - flyttede en del af danskerne til, da de m�tte forlade Cape Scott. Og trods fiaskoen derude, var deres vilje til at klare tilv�relsen - og deres hittep�somhed stadig stor. De levede af skovarbejde og byggede deres huse p� t�mmerfl�der, s� hele den flydende by flyttede med, n�r der skulle skoves i et nyt omr�de langs fjorden.

En lille samling tr�huse, en halvtom butik, en caf�, en skole med 6 elever og resterne af den lange tr�bro ved fjorden er foruden skovfirmaets store entrepren�rmaskiner det eneste, der findes i Holberg i dag. Nogle af maskinerne bruges til at anl�gge og vedligeholde de hullede grusveje, de s�kaldte "logging roads". Mens vi n�rmer os parkeringspladsen for enden af vejen, hvorfra der kun er stiadgang til Cape Scott-omr�det, taler vi om, at det m�ske var veje som disse nyligt anlagte, der kunne have reddet danskernes koloni.

Det begyndte p� en solskinsdag ...

Regnen er taget til, og vi forbereder os p�, at vores daglange ekspedition i vildmarken bliver en v�d omgang.

Vi kan ikke lade v�re med at snakke om, at det m� have v�ret p� en af de sj�ldne solskinsdage, det hele begyndte. Den danske immigrant Rasmus Hansen var i 1894 p� fiskeri fra Seattle ombord p� skonnerten Floyborg og n�ede helt op til fiskebankerne ved nordspidsen af Vancouver Island. P� en af disse ture ankrede han op i en fjord (der senere skulle f� navnet Hansen Lagoon), som l� godt i l� for de barske storme, der tit h�rger selve kysten.

Rasmus Hansen s� ikke bare de store frodige regnskove, men ogs� de brede hvide sandstrande, der dukkede op visse steder p� den ellers s� barske klippekyst og m� have mindet ham om Vesterhavskysten derhjemme.

Han gik i land for at skyde �nder og g�s og opdagede, at der et stykke l�ngere oppe i fjorden var et smukt engomr�de. Han fik ogs� �je p� et par vandl�b, der s� ud til at v�re fulde af laks.

Det var k�rlighed ved f�rste blik. Her var det sted, han havde v�ret p� udkig efter.

Rasmus Hansen var oprindelig - efter at have g�et p� Askov H�jskole - emigreret til pr�rieegnene i det midtvestlige USA. Siden fortsatte han sammen med andre danskere vestp� og slog sig ned i Enumclaw syd for Seattle i staten Washington. Men han havde en dr�m om at finde det helt ideelle sted, hvor en gruppe af danske kunne sl� sig ned i f�llesskab og leve af at dyrke jorden, holde husdyr, g� p� jagt og fiske. Nu havde han fundet stedet. Her kunne dr�mmen virkeligg�res!

Efter sin hjemkomst skrev han straks begejstret til forskellige danskere, han kendte i Midtvesten, for at g�re dem interesserede i sine tanker. Han kontaktede ogs� Dansk Folkesamfund, som havde igangsat andre danske kolonier i USA, senest Dannevang i Texas. Men her var der ingen hj�lp at hente. Flertallet i organisationen - anf�rt af N.F.S. Grundtvigs s�n, pr�sten Frederik Lange Grundtvig - var afvisende over for ideen om en dansk koloni p� nordspidsen af Vancouver Island. Det ville tage vinden ud af sejlene p� andre danske bos�ttelser, h�vdede man.

Men der var andre, der var interesserede, og Rasmus Hansen lod sig ikke sl� ud. Sammen med tre venner besigtigede han igen omr�det ved Cape Scott, og det m� atter have v�ret en solskinsdag, for de konkluderede i hvert fald, at der ikke blot var billig og god jord at f�, men at der ogs� var gode fiskeri- og transportmuligheder (!), og at stedet i det hele taget var egnet for en dansk koloni.

En koloniforening ...

Der blev nu skrevet flere artikler til de danske aviser og blade i Midtvesten, og der blev ogs� indrykket en annonce i den avis, som mange danske l�ste, Dannevirke, og overskriften l�d: "Indbydelse til det danske Folk i Amerika om at danne en Nybygd ved Stillehavet". Indbyderne var en "Koloniforening" med Hansen og hans tre venner, Christian Jensen, Peter Thomsen og Nels Nelson, som bestyrelse. Jorden skulle - p� s�rlige vilk�r - stilles til r�dighed af regeringen i British Columbia.

Rasmus Hansen kendte helt sikkert til nordm�ndenes kolonier i B.C. og vidste ogs�, at regeringen havde udpeget det nordligste af Vancouver Island som et muligt omr�de for nye bos�ttelser.

I en henvendelse fra koloniforeningens bestyrelse til indenrigsministeriet i Victoria gjorde man rede for sine planer for kolonien ved Cape Scott. Landbrug og fiskeri skulle v�re koloniens hovederhverv, og man forestillede sig, at hver nybyggerfamilie skulle have 80 acres skov, som kunne ryddes, - plus en del af den frugtbare eng, Rasmus Hansen havde set ved sit f�rste bes�g. For at beskytte engen mod oversv�mmelse ved h�jvande, m�tte der dog bygges et dige tv�rs over fjorden, hvilket man bad om regeringens hj�lp til.

Desuden fortalte man om planer om i f�llesskab at anskaffe et fart�j, der kunne bringe forsyninger ud til kolonien og f�re fisk og landbrugsprodukter fra Cape Scott til markeder i omverdenen.

Regeringens svar var positivt. Det blev aftalt, at en landm�ler skulle f�lge med de f�rste kolonister derop og bl.a. give anvisninger i forbindelse med diget, som regeringen skulle betale Cape Scott-beboerne for at bygge. Desuden skulle der bygges to skoler og ans�ttes l�rere, og regeringen lovede ogs� at anl�gge en vej til Cape Scott gennem San Josef Valley, n�r mindst 75 danskere havde bosat sig i omr�det.

Man havde ikke heldet med sig ...

Dermed var alt klar til, at kolonisationsfors�get kunne begynde. Rasmus Hansen og Nels Nelson sejlede i efter�ret 1896 endnu engang til Cape Scott, hvor Nels Nelson byggede en lille hytte af drivt�mmer og overvintrede der, mens Rasmus Hansen sejlede tilbage til Seattle for at samle gruppen af nybyggere. Man k�bte i f�llesskab skonnerten Floyborg som forsyningsskib, og den 19. marts 1897 sejlede i alt 25 danske m�nd, kvinder og b�rn nordp�.

Imidlertid r�g man lige ind i en voldsom storm. Kysten ved Cape Scott er fyldt med farlige sk�r og rev, og da skibets ror blev �delagt, og n�sten alle ombord var voldsomt s�syge, er det noget af et under, at det lykkedes den kun 16-�rige Lars Jensen at sejle skibet op p� stranden i Hansen Lagoon. Floyborg blev sl�et til vrag, men alle kom fra det med livet i behold.

Man gik straks i gang med at bygge huse, og arbejdet med at anl�gge det ca. 800 meter lange dige blev ogs� p�begyndt. Man var klar over, at skulle dr�mmen om at holde malkekv�g og fremstille mejeriprodukter virkeligg�res, var det vigtigt at beskytte den frugtbare eng mod oversv�mmelse.

Da diget var f�rdigt i 1899 holdt Cape Scott-folkene en stor fest i forsamlingshuset, de havde bygget midt i kolonien. Festen varede til et stykke over midnat, og da man v�gnede n�ste morgen, var diget v�k! En storm fra syd�st havde i l�bet af natten fuldst�ndig �delagt de mange m�neders h�rde arbejde.

Efter at have sundet sig, gik man i gang med at bygge et nyt dige h�jere oppe i fjorden. Det blev f�rdiggjort i 1905, og rester af det kan stadig ses.

Pr�sten ville ikke blive!

En af dem, der var en n�dvendig og uundv�rlig del af kolonien ved Cape Scott n�sten fra begyndelsen, var pastor Jens Mylund Jensen. En pr�stebolig var et af de f�rste huse, der blev bygget, og her rykkede pastor Nyland ind med sit medbragte orgel. En lille kirke fik koloniens medlemmer ogs� bygget, men det kneb meget for dem at betale pr�sten l�n. Der var simpelthen ingen, der havde ret mange penge i Cape Scott.

Man kunne leve af de laks, torsk og hellefisk, man fangede, og b�rrene og frugterne, man plukkede. Enkelte husdyr bet�d ogs�, at der var b�de m�lk, k�d og �g at f� i kolonien. I butikken, som var en slags andels-brugsforening, som Nels Nelson bestyrede, kunne man k�be de ting, man ellers havde brug for. Men man havde ikke meget at k�be for.

Problemet var, at det var sv�rt at afs�tte de fisk, man fangede og de �vrige produkter, man kunne fremstille. Den vej, regeringen havde lovet at anl�gge, lod stadig vente p� sig, og det m�nedlige anl�b i Fisherman�s Bay af et af Canadian Pacific Navigation Company�s dampskibe kunne langtfra d�kke koloniens transportbehov. Desuden bet�d d�rligt vejr ofte, at b�den slet ikke kunne anl�be Cape Scott.

Til sidst m�tte pr�sten meddele, at han forlod kolonien. Det fik ogs� andre til at rejse. Et liv uden �ndelig tr�st og lederskab var ikke noget for dem. Men flere entusiastiske artikler i de danske aviser i USA bet�d, at nye kolonimedlemmer blev ved at komme til Cape Scott.

Stier gennem vildnisset ...

Man lavede et lille skibsv�rft og byggede et lille f�llesejet skib, som blev navngivet "Cape Scott", og man anlagde ogs� stier og sm�veje rundt i kolonien samt videre gennem det t�tte regnskovsvildnis til San Josef Valley 15-20 kilometer fra Cape Scott. Det var hertil, man h�bede, regeringen ville anl�gge en vej.

Br�dder blev hugget til og lagt i den sumpede skovbund, og nogle steder kl�vede man store tr�stammer p� langs og lagde dem i forl�ngelse af hinanden, s� man kunne g� p� dem.

Det er disse gamle stier, Tage og jeg nu bev�ger os ad, mens regnen siler ned. Hver sommer udf�rer soldater fra den n�rliggende kaserne ved Holberg reparationer, men alligevel fornemmer man stadig, hvilket slid det m� have v�ret for nybyggerne at anl�gge dem. Vi ser spor af bj�rne og s�rger for hele tiden at lave st�j, som kan skr�mme dem v�k. Men tilsyneladende har bj�rnene ogs� rigeligt at g�re med at plukke b�r og spise sig m�tte inden vinterdvalen. Vi ser i hvert fald kun en enkelt, der lunter af sted og forsvinder ind i et krat.

De sorte bj�rne har altid v�ret her, men ligesom de lader os i fred, forstyrrede de heller ikke de danske nybyggere ved Cape Scott noget videre. Der er i hvert fald ingen meldinger om bj�rneoverfald eller lignende.

Derimod d�de en kun 12-�rig dreng af den blodforgiftning, han p�drog sig, da han fik en rift i foden. Det var midt under en storm, og det var umuligt at f� ham bragt til det n�rmeste hospital 110 km v�k, s� drengens liv stod ikke til at redde.

Professoren ...

I 1899 lavede man - i henhold til aftalen med regeringen - den tomme pr�stebolig om til m�delokaler og skole og b�d samtidig velkommen til koloniens nye l�rer, Carl Brink Christensen. Han var lidt �ldre end de andre immigranter, var efter sigende uddannet fra K�benhavns Universitet (det passede nu vist ikke!), havde undervist p� et college i Iowa og gik derfor under betegnelsen "professoren". Han blev hurtigt koloniens �ndelige leder og primus motor, og han adopterede ogs� tre drenge, han tog sig af. Det var en af dem, William, der d�de af blodforgiftning, og hans gravsten kan stadig findes, hvor skolen og l�rerboligen i sin tid l�.

En af dem, der voksede op i Cape Scott, Petra, som var datter af Nels Nelson, har i sine erindringer fortalt, at ...

"De, der kom til Cape Scott, havde en ide om, at det skulle v�re et lille stykke Danmark langt v�k hjemmefra. I det store og hele var de v�ldig rare mennesker. Dr�mmere? Idealister? Nej, kun min far og m�ske professor Christensen. Men kolonisterne kunne ikke opretholde en realistisk forbindelse til resten af verden. De var taget lige op til Cape Scott og havde isoleret sig der. Det var det, der bet�d koloniens endeligt."

Trods professor Christensens gentagne henvendelser til regeringen om at leve op til l�ftet om at f� bygget vejen til Cape Scott, lykkedes det nemlig ikke. Politisk set var det meget turbulente tider i B.C., hvor regeringsmagten p� blot to �r skiftede ikke mindre end fire gange. Og dels f�lte de nye regeringer sig ikke bundet af gamle l�fter, og dels havde folkestemningen vendt sig imod etniske kolonier. Man var bange for, at man ikke kunne fastholde provinsens britiske pr�g, hvis man gav danskere og folk af andre nationaliteter lov til at bos�tte sig i grupper, hvor man - uden ret megen kontakt med omkringboende - kunne holde fast ved sit oprindelige sprog, kultur og religion.

Farvel til Cape Scott ...

I 1907 standsede dampskibsselskabet anl�bene af Cape Scott. Samtidig gav regeringen lov til, at alle interesserede af alle nationaliteter kunne f� gratis jord i Cape Scott-omr�det. Og vejen derop var stadig ikke bygget!

Det bet�d den endelige undergang for danskerkolonien. Men trods al modgang fors�gte man at holde modet oppe til det sidste. P� en udflugt kort f�r "lukketid" lod hele gruppen sig fotografere af professor Christiansen, og der er trods alt h�b i deres �jne og smil at spore i de vejrbidte og ellers s� alvorlige ansigter.

Mange af Cape Scott-nybyggerne slog sig som n�vnt ned i Holberg, der dog aldrig blev nogen egentlig dansk koloni, men derimod udviklede sig til at blive verdens st�rste flydende "logging-camp".

Enkelte danskere var med i den gruppe, der senere gjorde et nyt fors�g p� at kolonisere Cape Scott. Tage og jeg finder bl.a. et skorstensr�r, en kaffekande og andre metaldele p� det sted ved San Josef River, hvor Henry Ohlsen havde sit hjem og den butik, der leverede forsyninger til dette andet kolonisationsfors�g. Slyngplanter, store tr�er og t�t krat har nu n�sten helt slettet sporene af det, der engang var idealistiske danske nybyggeres hjem.

Tilbage er enkelte sammensunkne og halvr�dne bygninger, et par gravsten, nogle rustne landbrugsredskaber og forskellige metaldele samt hegnsp�le og spor af diget, der skulle g�re engen ved verdens ende til paradis p� jord.

Men tilbage er ogs� historien om en gruppe danskere, hvis dr�mme, ukuelige energi og mod og h�rde slid f�rte dem til dette uvejsomme omr�de i et fors�g p� at t�mme vildmarken. I Cape Scott-sangen, som professor Christiansen havde skrevet p� engelsk, l�d det bl.a.:

Der er et land, som har ventet s� l�nge
p� at blive t�mmet af st�rke m�nd med mod ...

Kunne vi blot komme til at eje dette land
og g�re det til Edens have,
og ville heldet ogs� tilsmile os,
da vil fremtiden blive lys for Cape Scott ...

En vej dertil ville have �ndret alt. Men s�dan skulle det ikke v�re. Alligevel er det som om disse nybyggeres �nd f�lger en, n�r man vandrer p� de bl�de br�dde-belagte stier rundt i omr�det i dag.

Og mens det siler ned, og det plaskv�de t�j kl�ber til kroppen, og regnskovens gr�nne frodighed i al sin uber�rte sk�nhed lukker sig omkring Tage og mig, strejfer den tanke os:

"M�ske havde de alligevel ret? M�ske er Cape Scott virkelig paradis ved verdens ende?"

Du kan skrive til Svend Faarvang p� e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.