Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

Klar til en tur i Triking'en

29. september 1999

Velkommen til Farwell!

Ikke langt fra Dannebrog i Howard County ligger tre andre steder med danske navne: Nysted, Dannevirke og Farwell! De har hver deres historie at fort�lle, - men dem vil jeg gemme til senere.

I Nysted, der n�rmest er en sp�gelsesby og ligner en undskyldning for sig selv, finder man Skt. Peder’s danske lutherske kirke og Nysted Folkeh�jskole. Denne skole - med en sp�ndende historie - er forl�ngst nedlagt, men bygningerne er her stadig. For nogle �r siden blev de solgt til et meget fundamentalistisk kirkeligt foretagende, som desv�rre ikke har holdt bygningerne ved lige, s� det er en noget trist oplevelse at komme til Nysted i dag. Byens storhedstid - med h�jskolen med masser af elever og masser af liv - er en fjern, fjern fortid.

Dannevirke ligger langt ude p� landet og er egentlig ikke andet end et sted, hvor to grusveje krydser hinanden - med en kirke p� det ene hj�rne og et forsamlingshus p� det modsatte. Kirken er nedlagt og bruges kun ved s�rlige lejligheder, og klokken er taget ned fra t�rnet, s� den ikke en sk�nne dag faldt ned af sig selv!

Og den lille by med det lidt sjove skilt, der byder "Welcome to Farwell!", har ogs� kendt bedre tider. Her har man ligefrem for�ret den fine gamle danske tr�kirke til county-museet i den n�rliggende by.

Jeg s�ger forresten ogs� efter danskerne og deres historie i omr�det mellem De Smet og Lake Norden i South Dakota. Her skulle der ogs� v�re nogle danske kirker - og endda et sted, der hedder Denmark. De Smet er den by, som Laura Ingalls Wilder og hendes familie boede i og som hun brugte bl.a. i bogen "Den lille by p� pr�rien".

Men hvordan min s�gen efter danskerne og deres byer p� pr�rien i Nebraska og South Dakota ender, vil jeg alts� fort�lle om en anden god gang.

"P� gensyn" til Poul - og en tur i en Triking!

Efter at have haft "base" hos Poul i North Dakota et stykke tide og taget ture mod nord, �st og syd, er det nu blevet tid til opbrud for at drage vestp�. Det har regnet lidt for meget efter Pouls og sukkerroernes smag, men et par dage med t�rvejr og sol betyder, at roeh�sten nu st�r for d�ren. S� jeg har p� fornemmelsen, at hvis Buddy og jeg ikke snart tager af sted, bliver vi m�ske sat til at hj�lpe med at k�re roer ind til den store American Crystal Sugar-fabrik i East Grand Forks. Og det g�r alts� ikke.

S� vi siger et stort tak til Poul for husly og nogle v�ldig hyggelige dage - og "p� gensyn" i Tommerup, n�r familien d�r igen skal have et bes�g.

Vi skal dog ogs� lige p� visit hos Ruth og Normann’s s�ster deroppe fra Ostenfeld. Hun hedder Ethel og er gift med Philip. De bor i et af de huse nede ved floden, der var ramt af oversv�mmelse, da Red River gik over sine bredder for to �r siden. "Det er det lille hus med den store garage," forklarer Phil i telefonen, og da jeg n�r ud p� Gentle Hills Circle f�r jeg forklaringen p�, hvorfor garagen er s� stor. Phil - og Ethel vist ogs� lidt - er samlere. De samler p� biler. I garagen st�r der to Ferrarier, en Buick, en Alante, som blev importeret fra Italien af Cadillac, - og ikke mindst en Triking. Allesammen naturligvis blankpolerede og i fineste stand.

Det er Triking’en, Phil og jeg skal ud og k�re en tur i, synes han. Jeg protesterer ikke, men kommer til at t�nke p�, at det er blevet s� moderne at skulle opleve noget "action", n�r man rejser: bjergbestigning, elastiksprig eller s�dan noget. Det her vil jeg ogs� kalde "action". Jeg har naturligvis aldrig f�r pr�vet s�dan et dyr, men Triking’en er en mellemting mellem en motorcykel og en sportsvogn. Oprindelig produceret af Morgan-fabrikken i England, men nu hedder den s� Triking og produceres stadig. Phil’s gule dr�m, som han k�rte ud til San Francisco og k�bte af en gammel bilentusiast, er fra 1980.

Der er to hjul foran og kun et enkelt lige bag de to smalle l�ders�der, hvor Phil og jeg klemmer os ned og f�r sp�ndt sikkerhedsselen forsvarligt. S� drejer Phil n�glen, og Triking’en starter f�rste gang. Der er en larm uden lige, for s�dan en maskine lyder mere af en motorcykel for fuld udbl�sning end af en symaskine, der spinder.

Vi k�rer lidt rundt i nabolaget, og jeg har p� fornemmelsen, at man i alle husene skynder sig hen til vinduet for at se, hvad det dog er for en larm. I svingene er det en lidt m�rkelig fornemmelse, at der "mangler" et hjul, men efter at de f�rste sommerfugle i maven er forsvundet, m� jeg sige, at det bliver en rigtig forn�jelsestur.

Da nogle vejarbejdere vinker og kigger misundeligt efter os, f�ler jeg (uden at dette skal opfattes som en nedvurdering af Buddy!), at jeg har f�et lov at pr�ve noget, der bestemt ikke er helt almindeligt: Real action!

North Dakotas danskere ...

Vi er ikke kommet ret langt vestp� ad highway 2, f�r vi st�der p� et skilt, der viser af til Kolding Dam. Der er ikke nogen n�rmere forklaring - heller ikke henne ved selve d�mningen. Men selvf�lgelig m� der v�re en forklaring. Jeg er st�et ud for at tage et billede, og straks standser en politibetjent for at h�re, om jeg har problemer. Det har jeg jo s�dan set ikke - andet end det med, hvad Kolding bestiller her i North Dakota. Han kan dog ikke hj�lpe mig med en forklaring. Jeg m� se, om ikke Poul kan finde frem til den, n�r sukkerroeh�sten er ved at v�re ovre.

Den gamle engelsk-danske "unders�ttelses-vits" kan vel ikke have noget med stedet her at g�re. I ved den med: "Somewhere a voice is calling. - Sommervejr i Vojens og Kolding!"

Her er fladt, og selv om en del korn allerede er h�stet, st�r der stadig mange afgr�der p� markerne - bl.a. enorme majs- og solsikkemarker.

North Dakota er en af de tyndest befolkede stater i USA. Kun 640.000 mennesker bor her p� et areal, der er ca. fire gange s� stort som Danmark. Mange er skandinaver, og de fleste er nordm�nd. I byen Minot har man et skandinavisk center, og hvert �r i oktober holdes der her verdens st�rste norske h�stfest!

Men det er danskerne og deres historie, jeg er ude efter, s� jeg k�rer nordvestp� langs Des Lacs River til byen Kenmare, der ligger smukt p� nogle bakker ved en s�.

Lige efter �rhundredskiftet blev North Dakota i Kristian �stergaards bog beskrevet s�dan: "Denne Stat har endnu store Str�kninger af udyrket men fortrinlig Pr�rieland, og den regnes for at v�re bedre til Agerdyrkning end Syd Dakota, da den ikke er saa udsat for T�rke. Her er derfor endnu Plads til at danne Nybygder; kun Skade, at vi Danske har v�ret noget sene til at opdage Fordelene derved. ... Klimaet i Nord Dakota er sundt. Ikke for varmt om Sommeren, snarere lidt for koldt om Vinteren. Hvirvelstorme, Haglstorm og Torden er n�sten ukendt."

Det med, at her er lidt for koldt om vinteren, er aktuelt lige nu. Selv om her nemlig er temperaturer op til 25 grader om dagen, s� er efter�ret p� vej, og "vejrmanden" har lovet frost om natten, og det kan �del�gge de mange afgr�der, der - p� grund af det v�de for�r og den sene s�ning - endnu ikke har kunnet h�stes. Det har v�ret et meget besv�rligt �r for de amerikanske landm�nd! Det er den slags, der giver bekymrede miner blandt m�ndene med baseball-kasketterne og skovmandsskjorterne p� "Cathy�s Caf�" i downtown Kenmare. Det lader til, at en stor del af byens og oplandets folk er forsamlede her til morgenkaffe.

Mens jeg nyder min morgenmad, der er s� rigelig, at den fint kan g�re det ud for hele dagens kalorie-indtagelse, f�r jeg af Cathy at vide, hvor i byen jeg kan vaske t�j og blive klippet. Imens bliver der lagt m�rke til mig, kan jeg m�rke. Vi er trods alt i en lille by temmelig lagt ude p� landet.

Flere danskere ventes ...

I beskrivelsen af "danskerbyerne" her i staten n�vner Kristian �stergaard flere gange, at "endnu er her kun en Snes danske Familier, men flere ventes."

Her i Kenmare ankom disse "flere" med den s�kaldte Soo Line jernbane, og da Eiler Pedersen fra Minnesota havde v�ret her i 1895 og set, hvor god og frugtbar jorden var lige nord for byen, drog han tilbage, hvor han kom fra og fik i l�bet af vinteren andre danske, bl.a. pastor H. Hansen (der h�rte til Den forenede Kirke), med p� id�en om at danne en dansk koloni i Kenmare-omr�det. Da de det f�lgende �r var kommet hertil, stiftede de p� en smuk efter�rsdag, den 14. oktober 1896, Trinity First Danish Evangelical Lutheran Church, og i 1899-1900 byggede man s� kirken p� et �de sted, hvor to country roads (grusveje) krydser hinanden tre miles nord for Kenmare.

Men ikke nok med det. I 1901 byggede man en kirke mere i selve byen, og pastor Hansen mente ogs�, at der var behov for en skole, s� de unge, der arbejdede p� g�rdene om sommeren, kunne l�re noget om vinteren. F�rst holdt man s� skole i kirken, men senere byggede man Brorson H�jskole lige ved siden af.

Her virkede bl.a. frk. Eline Arildsen som l�rer. Hun giftede sig med en l�ge, Dr. M. Uhrenholt, og de drog sammen til Nigeria for at v�re mission�rer der for den danske Sudanmission.

Han sled Bibler som sko ...

En anden af l�rerne, der senere blev leder af Brorson Folk School, var l�gpr�dikanten Jens Dixen. En tid var Niels Damskov ogs� pr�st her. Det var ham, der senere kom til Montana og derefter til Winnipeg i Canada, hvor han var med til at grundl�gge Ostenfeld-kolonien.

Jens Dixen havde ganske s�rlige evner som pr�dikant og l�rer, og han fik stor betydning for mange af de elever, der kom til Brorson-h�jskolen. Han blev i 1858 f�dt i �ster Lindet i det tysk-besatte S�nderjylland, og da han som 20-�rig stod overfor at skulle indkaldes til den tyske h�r, valgte han at udvandre til USA. Han arbejdede ved jernbanen og gravede gr�fter, og efter sin omvendelse i 1884 begyndte han at drage rundt som l�gpr�dikant i de midtvestlige stater.

Han var p� Brorson-h�jskolen i to omgange. F�rst som leder fra 1905-07, hvorefter han tog p� en jordomrejse, hvor han bl.a. bes�gte Hawaii, Fiji-�erne, New Zealand, Australien og Pal�stina. I 1910 var han igen i Danmark og deltog som de indremissionske dansk-amerikaneres delegat i den store verdens-missionskonference i Edinburgh.

Han var grebet af mission, og da Sudanmissionen blev startet i Danmark og man ikke havde penge nok til at sende Dr. Niels Br�nnum og hans kone ned til Gongola-staten i Nigeria for at begynde et evangeliserende arbejde der, tilb�d Jens Dixen at tage hjem til Kenmare og skaffe 2.000 af de 5.000 dollars, der var brug for. Det lykkedes, og pengene blev sendt til Danmark, og i �rene siden er man blevet ved med herfra at st�tte Sudanmissionens arbejde.

Der er forresten skrevet en bog om den omvandrende l�gpr�dikant Jens Dixen og hans oplevelsesrige liv. Den hedder "Han sled Bibler som sko".

"N�, det var dig, der var nede ved fris�ren!"

Det er denne historie, der er baggrunden for, at jeg finder et blad fra Sudanmissionen i v�benhuset i Trinity-kirken. Og det er ogs� derfor, der p� grunden overfor kirken st�r en fin mindesten med Jens Dixens navn p�, - der hvor Brorson-h�jskolen engang stod.

Og hele denne sp�ndende historie f�r jeg fortalt af Margaret og Efraim Pedersen, der bor ikke langt fra kirken og har v�ret nogle af dens trofaste st�tter igennem alle �rene.

Men inden vi kommer s� vidt, er Buddy og jeg blevet modtaget med ordene: "N�, det var dig, der var nede ved fris�ren!" Margaret havde nemlig v�ret der lige efter mig! Og Efraim havde faktisk ogs� allerede h�rt, at jeg havde spist morgenmad p� Cathy’s Caf�!
S� da vi har smilet lidt over, hvor hurtigt nyheder spredes i en lille by, m� jeg g� til bekendelse. Det, som ikke m� ske, er sket: Jeg har l�st mig selv ude af Buddy! En bommert af de helt store!

Heldigvis er der hj�lp at hente hos en flink mekaniker i n�rheden, og mens vi venter p�, at han skal komme, er det da, at jeg f�r hele historien om Trinity-kirken og Jens Dixen og Brorson High-School. Bagefter tager Efraim og jeg ud vest for byen og ser p� en anden dansk kirke, som for nogle �r siden blev nedlagt. Den st�r der endnu, men den er helt tom og truer med at falde sammen.

"Ja, vi er jo ikke s� mange mere i Trinity-kirken, s� vi er g�et sammen med to andre kirker, en svensk og en norsk, og s� holder vi gudstjeneste p� skift i de tre kirker. I s�ndags var vi ude i den norske, og p� s�ndag er det s� vores tur i Trinity," forklarer Efraim.

Trods noget besv�r med sin ryg og skulder, klarer Efraim, der har rundet de 80 �r, sig udm�rket.

"Det tager bare sin tid," siger han. "Engang var jeg med til at bygge en af disse store underjordiske affyringsramper til atomraketter. Dem har vi en del af her i omr�det. Det var i 1962, da den kolde krig var p� sit h�jeste. Jeg var s� uheldig at falde mange meter ned, s� jeg �delagde min skulder og ryg. Det er faktisk et mirakel, at jeg overlevede. Men nu var jeg sidste �r nede p� Mayo-klinikken i Minnesota for at blive repareret lidt igen. Det tog et halvt �r, og vores sygeforsikring betalte heldigvis det meste. Jeg har ikke set regningen, men den var sikkert p� over 1 mill. dollars. Det er jeg slet ikke v�rd," mener Efraim.

Bes�g fra Nigeria ...

Men den mest r�rende del af historien om danskerne her mangler endnu.

I august 1995 fik Kenmare-omr�det bes�g af pastor Penuel Dalatu fra Nigeria. Han studerede p� det tidspunkt p� Luther Seminary i St. Paul, Minnesota, og var blevet tilbudt en tur til New York. Han takkede nej og sagde: "Jeg vil hellere s�ge efter mine r�dder i North Dakota." Han vidste nemlig, at det arbejde, Dr. Br�nnum havde p�begyndt i Nigeria i 1913 og som siden havde resulteret i en nigeriansk luthersk kirke med omkring 500.000 medlemmer, igennem alle �rene var blevet st�ttet af danskerne i North Dakota. Det ville han gerne sige dem tak for her i Kenmare.

Det bes�g glemmer Margaret og Efraim og de andre medlemmer af den noget aldrende og hensygnende Trinity danske lutherske menighed ikke. For - som pastor Penuel, der nu er tilbage i Nigeria, sagde det ved sin afrejse:

"Mine bedstefor�ldre, for�ldre og en halv million andre i Nigeria kom til at kende Jesus Kristus p� grund af et missionsarbejde, der blev st�ttet af jer her i Kenmare. Det er s�dan, Gud arbejder p� m�rkelige m�der gennem almindelige mennesker. Almindelige mennesker som dig og mig."

- Og s� m� jeg da ogs� lige have med, at der midt p� det smukke torv i Kenmare st�r en dansk vindm�lle. Den blev oprindelig bygget af en dansk immigrant, der havde sl�et sig ned noget nord for byen, men senere blev den flyttet til torvet og fungerer nu som byens vartegn.

Det er da �rlig talt lidt sp�ndende, at der her i North Dakota ikke bare findes s�dan en smuk, dansk m�lle, men at der ogs� herfra er st�rke b�nd til Danmark, - og via Sudanmissionen videre til Nigeria. Ikke sandt?

H�rbyen p� pr�rien ...

Lidt l�ngere mod nordvest ad highway 5 passerer vi byen Bowbells, hvor den danske kirke br�ndte sidste �r. Men netop nu er en helt ny og meget flot kirke ved at v�re klar til indvielse. Og s� kommer vi til Flaxton.

Dyrkningen af h�r har spillet en vigtig rolle i begge byers historie, - og s� er de ogs� f�lles om et vist fynsk isl�t! Ellers er der nok ikke mange ligheder mellem min hjemby Tommerup og Flaxton i North Dakota.

Tommerup var indtil omkring 1960 ber�mt for fornemt sengelinned og fine duge fremstillet af h�r. Men s� m�tte h�rfabrikken lukke, og nu er det vist kun i gr�ftekanterne, man kan v�re heldig at finde en enkelt h�rplante med den karakteristiske bl� blomst.

Omr�det omkring Flaxton i North Dakota har ogs� de sidste hundrede �r v�ret pr�get af h�rdyrkning. Det var faktisk h�r, der gav byen navn, for Flaxton betyder H�rby. Og det var i h�j grad danskere, der bosatte sig her - n�sten helt oppe ved Canadas gr�nse. Og som det gik andre steder, delte man sig ogs� her rent kirkeligt p� den m�de, at nogle sluttede sig sammen med nordm�ndene i Den forenede kirke, mens andre h�rte til i Den danske Kirke, der dog aldrig n�ede at f� en rigtig kirkebygning her. Men man havde ca. 1 mile nord for byen et hus med en kirkeg�rd omkring. Pr�sten boede i huset, men det blev ogs� brugt til gudstjenester, og man kaldte det faktisk "the tin-church" (konservesd�se-kirken), fordi taget var belagt med udhamrede blikd�ser!

Kirken er der ikke mere, men gravstenene p� kirkeg�rden rummer n�sten udelukkende danske navne. Marcia er en af de n�rmeste naboer og er med til at vedligeholde stedet, og hendes familie kom fra Fyn, vistnok "Odense" siger hun - og udtaler navnet p� vor fynske hovedstad p� en lidt sjov m�de. Hun hedder Nygaard til mellemnavn, men hun siger "Najgard".

Vandingshullet ...

Man kan ikke p�st�, at Flaxton er noget k�nt syn. I den lille by, hvor der engang boede ca. 500 mennesker, er der nu kun omkring 50 tilbage. "Her var engang 28 businesses," fort�ller Marcia, "men nu er her kun �n!" "Jo, men den her er jo den vigtigste, og vi klarer os da," afbryder naboen p� den anden side af fynske Marcia.

Vi sidder faktisk netop i det, der er tilbage af det engang s� blomstrende forretningsliv i byen: saloonen eller restauranten eller pub’en eller hvad man nu vil kalde den. "Jeg kalder den bare "vandingshullet"," siger min nabo og skyller efter med en lille en.

Men ude ved vejen p� det store skilt, der godt kunne tr�nge til lidt ny maling, er der en stor tegning af et stykke longbranch-kv�g, og s� st�r der "Welcome to Longbranch - pub - steakhouse - family dining!" Det lyder da af noget.

Faktum er, at man her i det store og n�sten mennesketomme rum med den dunkle belysning kan f� stillet b�de sulten og t�rsten. Man s�tter sig bare hen til baren, og s� f�r man oveni en god snak. Og da Longbranch efterh�nden er blevet Flaxton’s eneste samlingssted, kommer der i l�bet af den times tid, jeg er her, en 6-7 af byens borgere (eller mere end en tiendedel af lokalbefolkningen) ind for at tanke op og h�re lidt nyheder. M�ske ogs� for at finde ud af, hvem det dog kan v�re, der har parkeret Buddy lige uden for p� den brede st�vede hovedgade med de mange tilskoddede vinduer og tomme grunde som et minde om dengang, der var travlhed i Flaxton.

Nu g�r livet sin meget stille gang her - som i s� mange andre amerikanske sm�byer, der er ved at udd�, fordi tiderne er blevet anderledes. Inden for landbruget er det stordriften, der t�ller. Derfor m� mange flytte til byerne for at finde arbejde. S� mange tager herfra, men det er ikke hver dag, en fremmed kommer til Flaxton.

"Kald mig bare Koster," siger en af barg�sterne, "det g�r alle andre." Og s� f�r jeg ellers at vide, at han, som han siger, er "halvt dansk" og at hans familie stammer fra "gr�nselandet mellem Danmark og Tyskland."

Koster giver regeringen og de store farmere skylden for, at sm�byerne efterh�nden ser s� triste ud. "Det er deres politik. Lige herfra og til Texas er det akkurat det samme. Der er ikke mange, der kan leve p� landet mere. De har udsultet os. De har jo tilladt, at farmene bare bliver st�rre og st�rre. Jeg kender en, der dyrker 56 quarter-sections, og han har bare 3 mand ansat! De k�rer rundt med k�mpestore traktorer og klarer det hele p� no-time!"

I f�lge lidt hurtig hovedregning skulle det v�re omkring 9.000 acres eller 4.000 hektar. Sammenligner man med de 160 acres eller 115 tdr. land, som en familie i sin tid kunne f� lov at homesteade, siger det vist en del om, hvor meget forholdene har �ndret sig p� landet herovre - s�vel som i Danmark forresten da.

Pas p� i Montana!

Vi snakker ogs� om den tur, jeg er ude p�, og Koster og Marcia og de andre ved baren er meget hj�lpsomme og giver mig gode tip om, hvor det vil v�re godt at k�re hen, og hvem det vil v�re godt at snakke med i de andre byer, jeg skal bes�ge.

"Og n�r du kommer ind i Montana", siger ham, der har skyllet en tre-fire glas ned i l�bet af den sidste times tid, "s� m� du passe p� lastbilchauff�rerne, State Trooperne og indianerne. You don’t wanna run into them Indians!"

Selv om Buddy og jeg ankommer temmelig sent til Westby lige p� gr�nsen mellem North Dakota og Montana, viser det sig nu hurtigt, at vi ikke har noget at frygte, tv�rtimod. Men et �de sted lige inden, hvor jeg er standset for at tage et billede, f�r jeg faktisk en lille hilsen fra en sur truck driver ("They think they own the road", sagde de i Flaxton). Han synes �benbart ikke at Buddy er parkeret langt nok inde i rabatten, s� han ruller vinduet ned og r�ber til mig: "What? Are you nuts!" Det er den slags mindre p�ne ting, som jeg ikke har lyst til at overs�tte.

Men Buddy og jeg skulle gerne overnatte i Westby, s� jeg sp�rger mig for, om det kan lade sig g�re. Og det kan det skam sagtens. Indehaveren af hardware-forretningen, Dennis, s�rger for, at vi bliver fulgt ned til den kommunale campingplads, hvor alle faciliteter (el inkl.) st�r til gratis r�dighed.

Jeg g�r en tur p� hovedgaden og finder ud af, at Westby blev grundlagt af danske nybyggere i begyndelse af dette �rhundrede. De homesteadede i det aller�stligste North Dakota - kun f� meter fra gr�nsen. Men da Montana �bnede for homesteading i 1908, var der nogle, der flyttede lige over p� den anden side. Det gjorde saloonen ogs�, for mens alkohollovgivningen i Dakotaerne var meget streng, s� var der lempeligere regler i Montana. Og da f�rst saloonen var flyttet, fulgte de andre butikker p� hovedagden efter! S� det f�rte alts� til, at Westby, som danskerne havde kaldt den lille by i det vestligste North Dakota, faktisk blev til �stby, fordi den nu ligger i det aller�stligste Montana!

Jeg oplever meget andet her. Bl.a. m�der jeg John Tommerup, hvis familie oprindelig hed Pedersen og kom fra ... Ja, rigtigt g�ttet: fra Tommerup, naturligvis.

Men b�de disse historier - og dem fra mit bes�g i Dagmar og Volmer, der ligger lidt syd for Westby - vil jeg ogs� lade jer have til gode!

Them Indians!

I det �stlige Montana m�der man b�de landbrugsomr�der med vidtstrakte hvedemarker, gr�sarealer med store flokke af kv�g - og noget, der n�sten ligner �rken. Det er is�r i det store indianer-reservat, Ft. Peck Indian Reservation, at alting ser t�rt og vissent ud. Onde tunger vil da ogs� vide, at den hvide mand (dvs. USAs regering) netop i sin tid overlod alt det d�rligste jord til indianerne.

Og mens vi nu er ved fordommene, s� bliver alle de v�rste indianer-fordomme bekr�ftet, da jeg k�rer gennem byen Wolf Point midt i reservatet og ser en indianer, der er omtrent lige s� tyk, som han er h�j, komme vaklende med en flaske i den ene h�nd. Han slingrer skr�t over vejen lige ved siden af et fodg�ngerfelt, hvor trafiklyset i �vrigt viser r�dt! Sp�rger man menigmand her i omr�det, hvor ogs� bl.a. Blackfoot, Flathead og Crow indianerne har store reservater, s� er det netop s�dan, mange indianere er: dybt alkoholiserede og ikke til at stole p�! Faktisk fik jeg jo hos gutterne i caf�en ovre i Westby at vide, at jeg m�tte passe p� ikke at stoppe, n�r jeg k�rte gennem reservatet. "You don�t want to run into any Indians!" l�d advarslen.

Men indianernes historie er nu meget mere nuanceret. Den vender vi tilbage til.

Her i Montana er der ingen storindustri. Her lever man af jorden s� at sige: af alt det, der kan produceres p� en farm eller ranch, eller i skovene og minerne. Hvede, kv�g, kul, olie og byggematerialer, dvs. tr�. Og Montana er rig p� s� meget, bl.a. guld og kobber. Eller var, skulle man m�ske sige. For en del af minerne er allerede t�mt. Vi standsede f.eks. engang ved byen Bearmouth p� Interstate 90. Byen stod skam p� kortet. Vi havde bare ikke lagt m�rke til, at den var markeret med en lille firkant - og ikke som de andre byer med en lille cirkel. En firkant betyder ghost town (sp�gelsesby), og det var netop, hvad Bearmouth viste sig at v�re. En by, hvor guldgraverne engang huserede og m�ske var heldige indimellem at have "gyldne dage". Men det er l�nge siden, og nu st�r kun f�, faldef�rdige og forladte tr�huse tilbage.

Vi bes�gte ogs� byen Butte, der er bygget op omkring et k�mpestort hul i jorden, som indtil engang i slutningen af 70-erne var verdens st�rste �bne kobbermine. Men da den lukkede, blev denne ret store og driftige by i l�bet af kort tid forladt af to trediedele af sine indbyggere.

Det "rigtige" Amerika!

Der er noget rigtig fuldblodsamerikansk over Montana. P� vej vestp� ad den n�sten �de highway 2 denne smukke sensommereftermiddag giver de store vidder og den h�je himmel et fint indtryk af det, som for alvor trak pionererne vestp� i sin tid: friheden. Den n�sten ubegr�nsede frihed. Omtrent bl�ndet af den utroligt smukke solnedgang er det som om man hvert �jeblik kunne m�de den ber�mte - men nu ikke helt politisk korrekte - Marlboro-mand komme ridende p� sin trofaste hest - med cowboyhat og den uundv�rlige cigaret. Og faktisk m�der jeg ham. P� en stor billboardplakat i en af de f� byer, vi k�rer igennem, kommer han ridende - dog ikke alene, men sammen med sin ven Joe. Og teksten, som reklamefirmaet m� have fabrikeret i samarbejde med Kr�ftens Bek�mpelse, lyder: "Joe, hvor jeg dog savner min lunge!"

Men Montana er stadig frihedens land. Selv om man alts� ogs� her - som overalt i USA - er ude efter de sidste stakkels uforbederlige rygere, s� er Montana en af de stater (vil man i hvert fald h�vde her), hvor man virkelig kan fornemme, hvad frihed er. Her er nemlig ingen moms - og her er fri hastighed p� vejene. Man m� k�re lige s� hurtigt, man har lyst til. S�dan da.

Toms fart-problemer.

I "Amerika Maxima" fort�ller Tom om de vanskeligheder, han l�ber ind i netop her p� dette lange og forholdsvis lige str�k, hvor han lader sin rappe Nissan f� frie t�jler, s� den runder de 170 km/t. En state trooper standser dem, for de har k�rt for hurtigt. Men det kan ikke passe, h�vder Tom. Man kan da ikke k�re for hurtigt, n�r der ikke er nogen hastighedsbegr�nsning i Montana. Jo, men man skal afpasse farten efter omst�ndighederne, og vejen, der iflg. Tom er fuldst�ndig lige, drejer faktisk en smule - i henhold alts� til politimanden. Og han har selvf�lgelig ret, men Tom slipper dog med en advarsel, s� vidt jeg husker.

Siden Toms tur p� disse kanter er der nu kommet en fartbegr�nsning p� 70 miles uden for byerne her p� den �de highway 2, men s� hurtigt kan og vil Buddy og jeg nu slet ikke k�re. Vi er da ude for at nyde det!

P� en rasteplads m�der vi s� "vores" state trooper. Han holder ind lige ved siden af os - �benbart for at holde et hvil ligesom os. Og da Buddy holder p�nt parkeret i sin b�s, og vi heller ikke p� anden m�de mener at have foretaget os noget ureglementeret, tillader jeg mig at sp�rge den p�ne politimand, der er bev�bnet med en stor revolver, m�rke solbriller og snorlige pressefolder i den brune skjorte, om der er mange problemer med, at folk overtr�der f�rdselsreglerne her. For jeg synes, at man ser mange flere politibiler p� landevejene, end jeg er vant til fra Danmark.

"Nej, her er s�m�nd ikke de store problemer," svarer han, "men det er m�ske netop, fordi folk ved, at vi er her. Men det sker da, at s�rligt de unge mennesker k�rer alt for hurtigt. Og "drunk driving" (spiritusk�rsel) har vi desv�rre ogs�, selv om det blandt de unge er faldet med 60 % indenfor de seneste 10 �r."

Inden han m� videre, �nsker han mig god tur, og jeg f�r lov at tage et billede. "Det er nu rart," t�nker jeg, "n�r man ikke har noget at skulle have klinket med s�dan en rar politimand!"

Lidt l�ngere fremme er der et sted, hvor vejen svinger ganske lidt. Vi er helt alene p� vejen, s� jeg standser for at tage et billede mere. Ude i rabatten st�r syv hvide kors. P� denne kontante og noget barske m�de g�res bilister opm�rksom p�, at der netop her er sket en ulykke med syv d�dsofre. Kan h�nde, at det ogs� er den slags, der - h�rdt og brutalt - f�r folk i Montana til at overholde fartbegr�nsningen (for s�dan en er der alts� p� highway 2 nu, Tom!) - og til i det hele taget at t�nke sig om i trafikken!

Tony the Flagman!

L�ngere fremme g�r vi et lidt ufrivilligt ophold p� ca. 10 minutter. Der er vejarbejde, og p� disse breddegrader betyder det, at der i hver ende af den str�kning, der arbejdes p�, er en "flag man", som standser trafikken med et r�dt stop-skilt - eller lader trafikken k�re langsomt frem bagefter en "pilot car" ved at vende skiltet, s� der i stedet st�r "slow".

Det m� simpelthen v�re verdens mest ensomme og kedeligste job.

Det synes denne flagman, Tony, nu ikke. "Det kan godt v�re lidt h�rdt at st� herude p� en �de landevej en hel dag, men s� k�rer jeg lidt i "pilot car’en" ind imellem," siger Tony, "- og s� g�r det jo godt, n�r man t�nker p� l�nnen. For det er godt betalt. I g�r arbejdede jeg 14 timer, s� det var 6 overtimer. Det giver ret godt!"

S� er det blevet vores tur til at k�re, og efterh�nden som m�rket s�nker sig, er det som om vi n�sten f�r vejen for os selv. Kun i den lille by Chinook er der liv omkring den store benzintank. Her blander byens folk, der ser ud til fortrinsvis at v�re indianere, sig med "roadies" som Buddy og mig, der kan tr�nge til at f� tanket op. For her omkring er det ikke sjovt at k�re t�r.

Efter m�rkets frembrud n�r vi frem til byen Havre. Vi kunne m�ske godt k�re lidt l�ngere, men herfra skal vi nordp�, og det lader sig ikke g�re p� dette tidspunkt af d�gnet, for den lille gr�nseovergang til Canada oppe ved Wildhorse nord for byen er kun �ben til kl. 9 pm. Derfor m� vi nok hellere blive i Havre, og det er ellers ikke umiddelbart et sted, man har s� forf�rdelig megen lyst til at blive.

Casinoer og neonskilte - og m�ske et dansk isl�t?

Byen er nemlig en slags mini-Las Vegas. Den best�r af en lang hovedgade med en travl og larmende jernbane p� nordsiden og nogle meget stilf�rdige beboelseskvarterer p� sydsiden. P� hovedgaden ligger det ene casino efter det andet - kun afl�st af fastfood-restauranter, moteller og blinkende neonskilte. At d�mme efter alle de biler, der holder parkeret, og dem, der "cruiser" op og ned ad hovedgaden, er der gang i forretningerne. Men det har der i �vrigt altid v�ret i Havre, som bryster sig af at have v�ret en vigtig by, da pionererne i tiden f�r �rhundredskiftet kom og "t�mmede vesten". Her blandedes racerne, og netop blandingen af sorte, r�de, gule og hvide mennesker skabte en eksplosiv lille by, hvor det igennem tiderne er g�et h�rdt for sig.

Men i dag! Hvorfor har man dog �delagt et dejligt stykke Montana med alt det g�gl? Det Montana, der ellers fortsat p� s� mange m�der er det "rigtige vilde vesten", man dr�mte om, da man som dreng l�ste cowboyromaner. Og det Montana, der trods alt netop stadig er s� dejlig uspoleret og "�gte" amerikansk, at western-romantikere som jeg dr�mmer om at sl� sig ned netop her, som skuespilleren Harrison Ford og en del andre "real americans" allerede har gjort det.

Men der er dog formildende omst�ndigheder i Havre. Fortidens farverige butiks- og folkeliv kan man stadig f� et indtryk af ved at g� ned i undergrunden under byen, for her finder man noget s� ualmindeligt som et underjordisk "butikscenter" fra forrige �rhundrede - med en saloon, hvor den tids cowboy’er spillede og drak deres whisky, opium-bule, kinesisk restaurant, tandl�ge, smedie, barbersalon, vaskeri og - naturligvis - et af de ikke s� p�ne "gl�deshuse". En kirke mangler der dog her i det underjordiske. Men oplevelsen bliver ikke mindre af, at frivillige fra byen levendeg�r det hele i dragter fra for hundrede �r siden.

Og s� er der danskere her. Hvor mange og hvor meget og hvem f�r jeg desv�rre ikke tid til at finde ud af, men sikkert er det i hvert fald, at pr�sterne i First Lutheran Church p� Third Avenue hedder henholdsvis Kirkegaard og Nielsen. S� det tyder da p�, at der ogs� i western- og casinobyen Havre er et vist dansk isl�t! Det m� jeg unders�ge n�rmere en anden gang.

En ensom post ...

N�r man passerer den utroligt ensomme gr�nsestation ved Wildhorse, ser man tydeligt, at gr�nselinjen ved den 49ende breddegrad er menneskeskabt. Her er hverken en flod eller nogle bjerge til at skille USA og Canada. Kun "en linje i sandet" s� at sige. Og s� en enlig kvindelig gr�nsebetjent, der har god tid og i �vrigt virker overrasket over, at der overhovedet er nogen, der vil krydse gr�nsen i dag. Men det vil Buddy og jeg gerne. Efter en lille hyggesnak om, hvad det er, vi laver, f�r vi gode �nsker med p� vejen af hende og bliver bedt om at udfylde et sp�rgeskema, hvor der bl.a. sp�rges, om vi har v�ret tilfredse med behandlingen ved gr�nseovergangen. Vores kvindelige gr�nsebetjent f�r topkarakterer af Buddy og mig.

Det viser sig, at de n�ste 72 km op mod Cypress Hills g�r gennem et n�sten uber�rt pr�rielandskab. Og vi k�rer her p� det lange lige str�k ganske alene. Ja, m�ske har jeg efterh�nden brugt betegnelserne "uber�rt" og "ensomt" lidt tit, men de er alts� d�kkende her. Af og til er der flokke af kv�g p� den ene side af vejen og flokke af antiloper p� den anden. Ellers er her intet. Eller ogs� er her alt.

Jeg husker Tom Lehrer’s sang fra 60-erne, hvor han i et h�sbl�sende tempo f�r remset alle navnene p� r�stofferne op. Og s� tilf�jer han, at der er en meget tidligere udgave af denne sang, som lyder s�dan: "There’s earth and air and fire and water!"

Det er netop det, der er her, - de grundl�ggende ting i livet: jorden og luften og vandet - i sm�b�kkene i coulee’erne, vi passerer. Og s� solen, ilden. Jo, jord og luft og ild og vand, - det er jo netop grundelementerne.

Nord for Cypress Hills, der engang var skueplads for en stor indianermassakre, kommer vi forbi nogle af de store hvedemarker, som den canadiske pr�rie er s� kendt for: verdens kornkammer! H�sten er i fuld gang. P� en enkelt mark er ikke mindre end syv store, gr�nne John Deere-mejet�rskere i gang. Jeg er ked af, at jeg desv�rre ikke har mere film i kameraet!

Oaser p� pr�rien ...

Mange canadiske byer har arvet deres navne fra indianske ord og legender. Byen Medicine Hat er ingen undtagelse. For mange �r siden, fort�ller historien, var der et stort slag mellem Cree og Blackfoot indianerne p� bredderne af en flod i det sydlige Alberta. Cree-indianerne k�mpede tappert, indtil deres medicinmand pludselig forlod dem. Men p� vej mod sikkerhed p� den anden flodbred mistede han sin flotte fjerpragt midt ude i floden.

Det tog Cree-indianerne som et d�rligt varsel. De lagde deres v�ben og blev nedslagtet af Blackfoot-indianerne. Det sted, hvor denne tragedie fandt sted, blev kaldt "Saamis", et indiansk ord, der betyder "Medicinmandens Hat".

Mange �r senere, i 1882, da de r�dfrakkede politifolk fra "The Royal Northwest Mounted Police" og jernbanearbejderne fra Canadian Pacific Railway indtog omr�det, blev det indianske navn oversat og forkortet til Medicine Hat.

I 1880’erne fandt man naturgas og ler i undergrunden. I dag er byen centrum i et af verdens st�rste naturgas-omr�der, og Medicine Hat’s downtown - The heart of the Hat - pr�ges af gamle gaslamper og fine murstenshuse, for her har der igennem mere end 100 �r v�ret teglv�rker. Og s� har man ogs� "verdens st�rste tipi". Men selv om byen alts� har et indiansk navn og her ogs� bor en del indianere, s� har den hvide mand forl�ngst indtaget dette syd�stlige hj�rne af Alberta, hvad ikke mindst de store indk�bscentre i byens udkant med "superstores" og et utal af fast-food-restauranter er et tydeligt bevis p�. Det er vist derfor, byen kalder sig "en oase p� pr�rien".

N�ste gang vil jeg fort�lle lidt om de oaser p� pr�rien her i Alberta, hvor danskerne slog sig ned i begyndelsen af dette �rhundrede: Tilley, Dalum, Standard og Dickson bl.a. Og vi skal ogs� en tur til Calgary, hvor der er to danske kirker, og hvor man helst skal g� med cowboyhat og sige "Howdy!"

Og s� skal vi naturligvis ogs� en tur igennem de fantastiske "Canadian Rockies" til Vancouver! Vi h�res ved!

Du kan skrive til Svend Faarvang p� e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.