Svend Faarvangs rejsedagbog
"Danske kirker i Nordamerika"
www.faarvang.com/dagbog

Ugebrev 1
Ugebrev 2
Ugebrev 3
Ugebrev 4
Ugebrev 5
Ugebrev 6
Ugebrev 7
Ugebrev 8
Ugebrev 9
Ugebrev 10
Ugebrev 11
Ugebrev 12

26. oktober 1999

Velkommen tilbage!

Efter en lille pause er jeg p� banen igen.

Den historie, jeg vil fort�lle i slutningen af dette ugebrev, er bestemt ikke en, jeg er videre stolt af. Men fort�lles skal den alligevel. Om ikke til skr�k og advarsel, s� i hvert fald som et eksempel p�, hvor hurtigt man kan komme i vanskeligheder p� et roadtrip.

Forhistorien var ellers ganske fredsommelig. For ikke at sige utrolig smuk. Vi skulle nemlig bev�ge os syd�stp� fra Las Vegas ind i et omr�de, der s� absolut m� fortjene at blive kaldt et af verdens smukkeste - og et af denne forunderlige rejses naturm�ssige h�jdepunkter: Grand Canyon og Monument Valley.

F�rst skulle vi dog komme os over, at der havde v�ret et temmelig kraftigt jordsk�lv i n�rheden af Barstow i Californien. 7,0 p� Richter-skalaen. Det er ganske meget. Et tog var blevet afsporet, men heldigvis var der ikke sket de store skader. Vi k�rte faktisk igennem Barstow et par dage tidligere. Det var der, vi handlede i de 95 fabriksudsalgsforretninger, og Kathrine spurgte da ogs� straks, om der i avisen stod noget om, at butikkerne skulle v�re blevet �delagt. Det gjorde der heldigvis ikke. Det ville ogs� have v�ret alt for uhyggeligt at t�nke p�!

Og s� skulle vi lige blive f�rdige med Las Vegas, og det er ikke s� enkel en sag.

Las Vegas - en vanvittig by!

Lyssk�ret fra Las Vegas havde vi kunnet se p� den m�rke aftenhimmel mere end 100 miles, f�r vi n�ede byen. Det siger jo ikke s� lidt om, at der fr�dses med energien i denne utrolige by. Ligesom der fr�dses med s� meget andet. Fantasien, ikke mindst. Her kan man bes�ge de �gyptiske pyramider, New York�s skyline, C�sars palads i Rom, Eifelt�rnet i Paris, Venedig, Monte Carlo, Skatte�en og Det vilde Vesten - for blot at n�vne nogle af h�jdepunkterne. Alt sammen er det naturligvis forkl�dte spillecasino-hoteller med tusindvis af v�relser til de millioner af spille- og underholdningshungrende turister, der hvert �r str�mmer hertil. Hvem ved, - en dag kommer der m�ske ogs� et "mini-Danmark" her (a la Solvang) med Den lille Havfrue, H. C. Andersen, K�benhavns t�rne, Tivoli, kirker, slotte og herreg�rde. Altsammen naturligvis bygget i beton og papmach�.

Det st�rste hotel har mere end 4.000 v�relser, men det er f�rst her i de senere �r, at udviklingen virkelig har taget fart, s� Las Vegas er g�et fra at v�re en lille fl�kke til at blive en millionby. Det hele begyndte, da staten Nevada - i et fors�g p� at finde et modtr�k mod den store depression i 30-erne - legaliserede hasardspil i 1931. Og der spilles virkelig i Las Vegas - d�gnet rundt, �ret rundt. N�r man en sen aftentime, hvor neonlysene rigtig kommer til deres ret, cruiser ned ad "The Strip", som hovedgaden Las Vegas Boulevard ogs� kaldes, bliver man i den grad overv�ldet af alle syns- og sanseindtrykkene. Her er virkelig noget for alle sanser, og da byen selv her i oktober kan prale med aftentemperaturer t�t p� de 30 grader, er det ikke s� s�rt, at folk ogs� p� denne tid af �ret str�mmer til, - og at det er smilende og glade mennesker, man m�der overalt. For i Las Vegas er man ude for at have "a good time". Det er simpelthen det, byen er bygget op p�.

Og hvad enten man nu kan lide denne k�mpeillusion med dens enorme spillecasinoer eller ej, s� m� man konstatere, at det virker. Byen er virkelig et sted, hvor det er nemt at have det sjovt, og hvor det er sv�rt at kede sig. Og det beh�ver ikke at v�re noget dyrt sted. Campingpladsen med telefonstik og internet-adgang og pool og casino og Amerikas st�rste bowlingcenter med 106 baner var blandt de reneste, p�neste og billigste (!), vi har pr�vet. M�ltiderne beh�ver heller ikke koste en herreg�rd. Vi fik for n�sten ingen penge en k�mpebuffet p� "Treasure Island" og gik derefter ud og s� deres gratis udend�rs show, hvor et af den engelske fl�des stolte sejlskibe - med kanonbrag og det hele - bliver s�nket af de barske s�r�vere, Long John Silver og hans kumpaner! Og det sker ovenik�bet fem gange hver dag!

Men s� er der selvf�lgelig det med spilleriet. Amerikanerne er jo s� moralske. Og som bekendt er der noget, der er endnu bedre end moral, - faktisk dobbelt s� godt, - nemlig dobbeltmoral. Ved indgangen til alle casinoer st�r der, hvor man kan henvende sig for at blive kureret, hvis man skulle lide af ludomani! Men indenfor er der gang i alle maskinerne. De enarmede tyvekn�gte, bingomaskinerne og poker og lykkehjul og keno og hvad det ellers hedder. Og ved bordene kan man spille Black-Jack, roulette og meget andet, som jeg heller ikke har s� meget forstand p�.

Jeg m� indr�mme, at jeg satte 20 dollars til p� ret kort tid. Birgit var mere p�passelig. Hun satte sig ved en 5 cents-maskine og spillede bingo i et godt stykke tid, og selv om hun vist ogs� tabte lidt, s� gik hun da derfra med en stor h�ndfuld sm�m�nter, som det tog hende flere dage at slippe af med.

Ingen skat!

Man betaler ikke personlig indkomstskat i staten Nevada. Hotellerne og casinoerne - is�r i de store spillebyer Reno og Las Vegas - betaler s� at sige hele gildet. Og det er borgerne i Nevada vist udm�rket tilfredse med. Men selvf�lgelig er der folk, der kommer hertil og taber b�de sm� og store formuer, og ludomani er bestemt ikke noget, man skal sp�ge med. Vi s� ogs� mange pantel�ner-butikker, hvor man kan f� omsat nogle af sine personlige ejendele i kontanter. S� kan man jo pr�ve en sidste gang, om ikke man kan vinde den helt store gevinst.

Men mon ikke de fleste godt kan s�tte en gr�nse - og mon ikke ogs� de fleste bare er ude for netop at have "a good time". Det virkede det til. Og det var i hvert fald ikke os, de tjente stygt p�.

Elvis og bryllupskapellerne.

Da vi rundt om i byen havde set adskillige brudepar, spurgte vi p� turistbureauet om vej til et af de ber�mte vielseskapeller, hvor man kan blive gift i en fart. Damen bag disken, som viste sig at hedde Renate og stamme fra Flensborg, spurgte, om Birgit og jeg da ville giftes i dag. Men det ville vi nu ikke. Det blev vi jo for 24 �r siden.

Vi forklarede, at vi gerne ville se, hvor "Elvis Presley" smeder brudeparrene sammen, mens han med sm�gtende stemme synger "Love me tender". Men desv�rre var Elvis h�s eller bare ikke i aktion den dag, s� det m� vi have til gode.

Og s� lagde vi ellers langt om l�nge Las Vegas og al dens fest og farver og menneskeskabte, "syndige", �rkeamerikanske og lidt vanvittige fantasiverden bag os. Lige nu er de i gang med at g�re klar til den helt store nyt�rsaftensfest under sloganet: "En aften til at feste. Et helt �rtusinde til at sige undskyld!" Det kommer nok ikke til at g� stille af - medmindre selvf�lgelig Las Vegas bryder totalt sammen, fordi man har glemt at l�se Y2K-problemet, s� alle mulige lys- og lyd- og spillecomputere bryder sammen p� slaget midnat nyt�rsaften! S� galt g�r det nu n�ppe!

En dansk kirke!

I vores familie har vi den regel, at vi - n�r vi er p� ferie - kun m� se een kirke om dagen! Og da vielseskapeller ikke t�ller med, fik jeg lov til at l�gge vejen omkring den danske kirke i Las Vegas!

Jo, for vi fandt faktisk - p� vej ud af byen - en dansk kirke. Ikke s�dan en rigtig en. Men selv om Nevada bestemt ikke er staten med de fleste dansk-amerikanere, s� er her da nogle. Og de s�tter selvf�lgelig deres pr�g p� tingene. Som nu f.eks. familien Larsen, der har skabt et b�rne-forlystelsesparadis i denne by, der ellers i s� h�j grad er de voksnes "legeland". Og der - i "Scandia" - er der en forvokset minigolfbane, hvor forskellige bygninger fungerer som forhindringer, bl.a. en m�lle og en dansk middelalderkirke opf�rt af det rene krydsfiner! Ganske nydelig i �vrigt.

Jeg skal da ogs� lige have med, at Nevada faktisk i disse �r er en af de stater, der tiltr�kker flest "nybyggere". Omkring Las Vegas i syd og Reno og Lake Tahoe l�ngere mod nord er det ikke bare nye huse, der skyder op som paddehatte, - det er hele bydele, der bygges i en voldsom fart. Med kedelige, ens huse - og med store hegn omkring. En klog mand har sagt, at engang vil USA kun best� af disse "fortlignende" byer med n�sten ens huse - og s� en samling indk�bscentre forbundet af interstates! Man skal nok passe meget p�, at han ikke f�r ret!

Alt for Damerne og den amerikanske dr�m.

Kathrine har k�bt et nummer af Alt for Damerne og taget det med p� turen. Den slags g�r man jo ikke ustraffet. De har nemlig haft en journalist i Nevada.

Blandt dem, der - tiltrukket af det lune klima og de attraktive skatteforhold - har sl�et sig ned i denne p� mange m�der vildtvoksende slaraffenlandsstat, er ogs� nye danske immigranter. Som Charlotte og Henrik Jorst, der (med en baggrund i Carlsberg) sammen med deres to sm� d�tre har sl�et sig ned i Reno, hvor de p� kun otte �r har haft held til at banke en forretning i millionklassen op. "Skagen Denmark" kalder de deres firma med 130 medarbejdere og en oms�tning p� 200 mill. kroner alene i USA. De s�lger ure af eget design og siger i �vrigt - i f�lge alts� Alt for Damerne, at "kodeordene er begejstring, handlekraft, st�dighed - og en manglende tro p� begr�nsninger."

S� hvis man tror, at dansk immigration til Amerika udelukkende h�rer fortiden til, m� man tro om igen. Og hvis man tror, at den amerikanske dr�m stadig har noget med "manglende tro p� begr�nsinger" at g�re, s� er man p� rette spor. Dr�mmen lever i bedste velg�ende, og det lykkes �benbart stadig for nogle (heldige og dygtige) at leve den helt ud.

Hoover Dam.

P� gr�nsen mellem Nevada og Arizona passerer man Colorado River ved Hoover Dam. Et imponerende bygningsv�rk, som ikke blot leverer elektricitet til mere end 1� mill. mennesker, men som ogs� s�rger for drikkevand til mere end 18 mill. mennesker i bl.a. Las Vegas og Los Angeles samt vand til kunstvanding af k�mpem�ssige landbrugsomr�der i det vestlige USA og Mexico.

D�mningen blev indviet i 1935 og er opkaldt efter USA�s 31. pr�sident, Herbert Hoover. Selv om andre d�mninger er st�rre og mere moderne, s� er der stadig en n�sten magisk tiltr�kningskraft over Hoover Dam. Omkring en million turister kommer her hvert �r for at se dette, som amerikanerne - med vanlig sans for underdrivelse - kalder for "a man-made wonder", og masser af filmscener er ogs� blevet til her.

Og s� kom vi ellers for alvor ind i �rkenomr�der. Temperaturen var over 30 grader, og terr�net stenet, sandet og t�rt. Det er yderst sj�ldent, det regner her.

Den historiske "Route 66".

Da vi n�ede Kingman var det egentlig nemmest at tage den store I-40 mod �st. Men de nemme l�sninger er ikke altid de sjoveste (og rigtigste), siger man. I stedet k�rte vi ind p� et stykke af den navnkundige, men stort set forsvundne, "Route 66".

Gennem �rene har Route 66 haft mange navne: "The Main Street of America", "The Will Rogers Highway" og "The Mother Road". Og hvad man end kalder den, s� er den sikkert den mest kendte vej i USA - om ikke i hele verden.

"You get your kicks," synger Bob Dylan, "on Route 66!" Den blev bygget i 20-erne og 30-erne og gik fra Chicago til Los Angeles. Det var den f�rste vej, der blev bygget mellem de store s�er samt omr�derne ved Mississippi-floden og Californien. Da den i 1926 fik sit officielle navn "U.S. Highway 66", var det kun omkring 800 af de 2.200 miles, der var asfalteret. Igennem Arizona var det udelukkende jord- og grusveje.

I 30-erne - under den store depression - var Route 66 "flugtvejen" til et bedre liv i Californien for de tusinder, der var ramt af den h�rde t�rke i pr�riestaterne. Under 2. verdenskrig blev den brugt til transport af tropper og krigsmateriel, og helt op i 50-erne var den selve symbolet p� den ultimative, amerikanske frihed: Bare s�tte sig i sin bil og k�re og k�re og k�re. Ud vestp�, hvor alting (m�ske) er bedre!

Med pr�sident Eisenhowers beslutning i 50-erne om (efter opskrift fra en vis hr. A. Hitler jo i �vrigt) at skabe et system af landsd�kkende motorveje (Interstates) forsvandt Route 66 n�sten. Igennem Arizona er den de fleste steder afl�st af den m�gtige I-40, men endnu kommer hvert �r en del nostalgiske turister hertil for at finde resterne og k�re en tur ad "memory-lane".

Roadkill Cafe og blinkende lys ...

Vores tur bringer os til den lille by Seligman, hvor vi p� "Roadkill 66 Cafe" m�der et menukort, der ikke er helt almindeligt. Her kan man nemlig f� stegt de dyr, man har nedlagt med sin bil ude p� landevejen! "Hit along the way, from Chicago to L.A.", st�r der, - men selv om der faktisk ligger utroligt mange d�de dyr langs vejene, s� er der naturligvis tale om en (lidt brutal) joke. Man kan hverken f� hunde eller katte eller stinkdyr eller vaskebj�rne eller bjergl�ver serveret her, selv om de alts� figurer p� menukortet. Derimod er det steaks og burgers af bedste Black Angus-kvalitet, man f�r. Serveret med masser af smil og sjove bem�rkninger af den trivilige Melinda, der ser ud til at have det lige s� sjovt som os.

Lige efter Seligman, da vi i bulderm�rke var svinget ind p� I-40 p� vej mod Grand Canyon, var der blinkende r�de og bl� lys at se i bakspejlet. Ups! Vi holdt ind til siden, og politimanden fra Arizona State Patrol bad om at se k�rekortet. Han gjorde os s� opm�rksom p�, at vores h�jre forlygte ikke lyste. Det var ikke noget, man fik en b�de for, forklarede han, mens han skrev en alenlang "repair order" ud til os. Vi skulle blot se at f� det repareret inden 5 dage. Og med et "Farvel - og god tur!" forsvandt politimanden lige s� hurtigt, som han var kommet.

Dette gav os s� anledning til et par dage senere i det store Navajo-indianerreservat at f� ordnet lyset hos Jerry i Tuba City. P� hver side af Buddy i det store v�rksted holdt henholdsvis en sikkerhedstjenestebil og en stor hvid Cadillac-ligbil.

"Ja, vi reparerer biler b�de for de levende og for de d�de," forklarer Jerry med et smil. Han er i �vrigt Navajo-indianer, som de allerfleste andre af de ca. 120.000, der bor i reservatet.

Det viser sig, at det ikke bare er en p�re i forlygten, der skal skiftes, med derimod hele lygtehuset. Det klarer Jerry hurtigt, og imens fort�ller han, at problemet med kriminalitet i reservatet slet ikke er s� stort, som mange gerne vil g�re det til. "De fleste her er p�ne og ordentlige folk," siger han. "Og mange af vore unge tager p� college eller universitet andre steder i landet og vender tilbage hertil for at blive l�rere eller l�ger eller den slags. Vi har det godt her, og jeg kunne ikke t�nke mig at bo andre steder."

S� kommer dramatikken!

Og her vil jeg s� g�re et lille hop. Vore oplevelser i den utrolige natur ved Grand Canyon og i Monument Valley blev akkurat s� fantastiske, som vi havde h�bet p� og dr�mt om. Men en n�rmere beskrivelse m� vente til senere. For nu m� jeg hellere fort�lle om, hvordan vor tur blev ramt af meget mere dramatik, end vi havde �nsket os.

Da vi stod p� det eneste sted i USA, hvor fire stater m�des, havde vi valget mellem en sydlig og en lidt nordligere rute. Den sydlige rute ville bringe os til Santa Fe, som skulle v�re en aldeles vidunderlig by.

Men vi valgte alligevel den nordlige, s� vi forlod (p� �n gang s� at sige) Utah, Arizona og New Mexico og begav os nord�stp� igennem Colorado. Det skulle senere vise sig at v�re en noget tvivlsom beslutning.

Ved byen Cortez gjorde vi en afstikker til Mesa Verda-nationalparken, som ogs� blev et af de h�jdepunkter, jeg skal fort�lle meget mere om senere.

Og s� var det ellers blevet m�rkt, da vi via Dolores satte kursen ad highway 145 mod bjergbyen Telluride. Der stod p� kortet, at dette var en "scenic route", og selv ved nattetide fornemmede vi, at det var en smuk vej, der snoede sig opad med bjerge p� den ene side og floden p� den anden. Vi har den erfaring med den slags veje, at de godt kan f�les lidt rigeligt som "rutsjebane-veje", n�r man oplever dem i m�rke, s� vi k�rte af samme grund b�de forholdsvis langsomt og forsigtigt. Kathrine havde ogs� lige sagt noget om, at hun ikke havde lyst til at k�re galt.

Pludselig var der s� en holdende bil med katastrofeblink foran os. I m�rket kunne man se skikkelser bev�ge sig p� vejen, og et sted nede ad en skr�nt lyste et par billygter skr�t op i den m�rke nattehimmel.

Vi standsede, slog Buddy�s katstrofeblink til, og Jakob pr�vede, om der var d�kning p� hans mobiltelefon, s� han kunne ringe 911, som man jo skal herovre. Det var der ikke. Jeg stod ud for at se, hvad der var sket. Der stod en mand i vejsiden med blodet rendende ned ad ansigtet. En yngre kvinde talte med ham og unders�gte ham, mens en mand ryddede tasker, kufferter og andet ind til siden. Det var let at se, at Ford Escorten nede i gr�ften var sl�et til totalt vrag og aldrig ville blive til bil igen, men heldigvis viste det sig hurtigt, at dens chauff�r, som havde v�ret alene i bilen, tilsyneladende kun var kommet lettere til skade.

Den uheldige indianer ...

Der var allerede nogen, der var k�rt til en telefon for at alarmere politi og ambulance. Vi - og parret, der var kommet lige f�r os - blev derfor p� stedet og s�gte at hj�lpe den bl�dende mand, s� godt vi kunne. Han var heldigvis ved fuld bevidsthed og fortalte os, at han hed Robertson og arbejdede ved jernbanen oppe i Colorado. Han var indianer og havde v�ret p� vej hjem for at holde weekend hos sin kone og to sm� piger i Gallup, New Mexico. Han mente, at han havde set fire r�dyr p� vejen, og i fors�get p� at undg� en p�k�rsel, var hans bil s� trillet rundt og havnet i gr�ften.

Kvinden, der t�rrede blod af og fortsatte med at unders�ge hans s�r, viste sig at hedde Nina og v�re fra Norge. Hun var i gang med en uddannelse som sygeplejerske ude i Californien og skulle snart giftes med ham, der gik og ryddede op, Bill.

Vi vidste, at der ville g� en del tid, inden der ville komme hj�lp, for der var langt til n�rmeste by, - s� da Robertson begyndte at f� kuldegysninger, fik vi ham anbragt lunt inden d�re i Buddy, hvor Nina sammen med Anne-Sofie, Kathrine og Jakob samt Birgit s�rgede for, at han - efter omst�ndighederne - havde det godt, selv om han tog sig en del til hovedet.

Han bad os om at finde sin pung, s� Bill og jeg gik ned ad skr�nten til bilvraget og fandt - efter en del s�genmed vore lommelygter - forskellige papirer, en taske og hans tegnebog liggende i gr�sset ved siden af bilen. Da vi havde bragt tingene tilbage til Robertson, var det godt at se et smil p� hans l�ber, og inden l�nge ankom s� b�de ambulance- og politifolk, som kunne tage over og s�rge for, at han blev bragt til videre behandling p� hospitalet i Cortez.

Vi fik ovenik�bet tak fra politimanden, �nskede Robertson alt vel og tog derefter afsked med norske Nina og hendes amerikanske boyfriend, som vi n�sten f�lte, vi havde l�rt at kende p� denne meget intense halve times tid eller s�. Og s� listede vi ellers - noget chokerede, men ogs� lidt lettede - til Telluride, som Jakob havde h�rt om og syntes, det kunne v�re sjovt at bes�ge.

"To Hell you ride!"

For enden af den hyggelige gamle hovedgade, der var fyldt med restauranter og sm�forretninger, fandt vi i m�rket en fin campingplads i dette bjergparadis i n�sten 3.000 meters h�jde. Hvad vi ikke vidste var, at denne gamle mineby faktisk skulle have f�et sit navn, fordi folk, n�r de begav sig derop ad stien gennem det barske pas, fik en hilsen med p� vejen: "To Hell you ride!"

Helvede eller paradis. Somme tider er det vel lidt afh�ngigt af de oplevelser, man har, hvordan man opfatter et sted, - og ogs� afh�ngigt af �jnene, der ser, om et sted er det ene eller andet. Alt det - samt historien om Telluride - skal jeg nok vende tilbage til.

Mere dramatik!

Men det skulle blive v�rre endnu. N�ste morgen v�gnede vi til klart solskinsvejr - og frost! Oppe p� de allerh�jeste tinder h�jt over byen var der et fint lag sne, og det passede meget godt med den vejrudsigt, vi havde h�rt, at der netop ville komme sne i h�jderne. Men ellers skulle vejret fortsat v�re smukt.

Vi k�rte nedad fra Telluride - ad highway 145 og highway 62, der f�rte os gennem nogle smukke dale indtil vi i Montrose havnede i en meget bred og frugtbar dal, der ikke blev s� lidt smukkere af, at der p� alle sider rejste sig de smukkeste bjerge: Rocky Mountains.

Vi tankede op, spiste frokost og n�d det lune sensommervejr. Og s� begav vi os �stp� ad highway 50. Et stykke tid fulgte vi en flod og en opd�mmet s�, men efter Gunnison begyndte det at g� opad. Vi lagde ogs� m�rke til, at nogle af de modk�rende biler havde sne p�, og vi syntes �rlig talt, at det var lidt morsomt, at man her i dette sommervejr med sol fra en n�sten skyfri himmel kunne komme ud for snebyger.

S� var det, vi s� en meget sort sky ovre til venstre. Men den trak ind over nogle h�je bjerge, og snart havde vi passeret den. Det gik stadig opad, og p� et tidspunkt var der et stort skilt og nogle bomme, som �benbart kunne bruges, n�r man om vinteren kunne v�re n�dt til at lukke vejen.

Vi k�rte stadig opad - mod Monarch Pass. Og s� s� vi en gr� sky foran os. N�rmest som lidt t�ge. Det var sne. Vi standsede og fotograferede. Sne og sol p� samme tid. Flot!

Efterh�nden som vi n�rmede os passet, sneede det kraftigere og kraftigere, og mange steder blev sneen liggende p� vejen. Jeg satte Buddy i laveste gear, og vi indstillede os p� at snegle os over passet.

S� kom der et skilt, der fortalte, at vi nu passerede Monarch Pass i en h�jde af 11.312 fod. Vi var h�jt oppe: ca. 3.700 meter!

Buddy og jeg listede videre, selv om stemningen i vort motorhome p� dette tidspunkt var ved at v�re noget ansp�ndt. Men vi var vel trods alt ovre det v�rste. Nu var det bare med at k�re stille og roligt nedad.

I et af de f�rste sving p� nedturen kom der en modk�rende, som �benbart gav s� meget gas, at han slog ud med bagenden. I bar befippelse tr�dte jeg p� bremsen, og da vejen skr�nede meget ud mod h�jre side, skred Buddy lige s� langsomt, men sikkert, ud i vejsiden. Med ganske lidt fart ramte vi autov�rnet. Buddy fik et par sm� hudafskrabninger, og mit renomm� som en god chauff�r fik ogs� et par skrammer.

Men det var selvf�lgelig det mindste af det. Hovedsagen var, at vi alle - trods en vis panik - var kommet godt fra denne glidetur. Det helt nye autov�rn holdt, hvad det skulle, og det ville �rlig talt heller ikke have v�ret nogen rar tanke at glide ud over den h�je skr�nt, men - som Birgit konstaterede, da vi sundet os lidt: "Der var vist en, der holdt h�nden over os - eller m�ske rettere under os!"

Hj�lp i n�den!

Det lykkedes os at f� Buddy k�rt over i siden ved indk�rslen til et stort skiomr�de, og denne gang var der d�kning p� Jakobs mobiltelefon, s� via politiet (hvor der f�rst blev stillet om til county-f�ngslet!) lykkedes det os at f� fat i en mekaniker, der kunne komme og hj�lpe os. Vi var klar over, at uden snek�der ville vi ikke komme ned af dette bjerg.

Vi stod ud og besigtigede de heldigvis begr�nsede skader. Det var hundekoldt, og sneen v�ltede ned. Der var nok - p� blot en times tid - kommet omkring 25 cm sne!

Ved siden af os holdt Jeff og Jennifer, som boede lige nedenfor bjerget og blot var k�rt op for at se, om der snart ville blive mulighed for at st� p� ski i skiomr�det. Mens vi stod og snakkede, kom mekanikeren med snek�derne, og lokalkendte Jeff tilb�d, at han kunne k�re Buddy ned ad bjerget. Vi listede afsted i allerlaveste gear, og de ca. 10 kilometer f�ltes som 100. Men ned kom vi da, og lettere forkomne, men lettede, var vi.

Jeff fortalte, at der var et godt motel i Salida nede i dalen, og det viste sig at v�re rigtigt. P� "Circle R Motel" fik vi ikke bare en fin behandling af en hyggelig v�rt, men ogs� et par gode v�relser med dejlig varme og et TV til at slappe af foran. Og det var "just what the doctor ordered!"

Fra de barske oplevelser i bjergene tog vi p� en endnu barskere tur til m�nen. Med Tom Hanks og Apollo 13!

Efter en god nats s�vn v�gnede vi til str�lende solskin. Der var masser af sne p� bjergene, og hele familien inklusive Buddy, der vist ogs� var kommet sig over forskr�kkelsen, var klar til at genoptage vort roadtrip �stp�. Foran os l� den flade pr�rie.

Socialister og andre danskere p� pr�rien ...

Om alle vore oplevelser p� pr�rien skal jeg fort�lle jer en anden gang. Vi var p� jagt efter de danske socialister, der med Louis Pio og Poul Geleff i spidsen i 1877 dannede en socialistisk koloni ved Smokey Hill River n�r Hays i Kansas. Den eksisterede i 6 uger! For efter uendelige diskussioner om socialisme og om koloniens m�l gav man op og drog hver til sit!

I skal ogs� h�re om den lille danskerby Denmark for enden af en knoldet jordvej i Kansas. Og om vore bes�g p� danskerstederne i Nebraska og Iowa: Dannebrog, Nysted, Dana College, Elk Horn, Kimballton, Grand View College i Des Moines m.m.

Vi n�ede velbeholdent frem til Chicago, hvorfra Birgit og b�rnene skulle flyve hjem, mens Buddy og jeg skulle blive ved lidt endnu.

S� da vi var blevet alene, fik vi en sk�r ide.

Marathon i Chicago ...

Dem, der - som os - bev�ger sig mile efter mile ad jordveje, grusveje, highways, interstates og hvad den slags nu hedder, kalder man "road warriors". Efter de mange miles over pr�rien mente jeg, at Buddy godt kunne tr�nge til en pause, og s� var det i stedet min tur til - som en sand road warrior - at f� n�rkontakt med asfalten.

Med andre ord: Jeg havde egentlig opgivet at l�be Chicago Marathon, men nu tilmeldte jeg mig alligevel i sidste �jeblik. Tr�ning var det absolut s� som s� med, men hvorn�r f�r man ellers chancen for at l�be et marathonl�b i Chicago?

42,195 km eller 26,2 miles i kulde og sol tilbagelagde jeg og ca. 30.000 andre s� i g�r, og jeg er glad for at kunne meddele, at jeg overlevede. Jeg vil ganske vist ikke r�de nogen til at g�re s�dan noget uden tr�ning, men det var alligevel sjovt at v�re med, og jeg er ikke mere �m i kroppen, end det er til at holde ud.

Det var min fjerde marathon - og min hidtil langsomste. Der var vist ikke ret mange andre danskere med, men en enkelt anden deltager med Dannebrog p� maven s� jeg da, og elitel�berne Carsten J�rgensen og Gitte Karlsh�j figurerede ogs� p� startlisten.

Hvem der vandt? Aner det ikke, - men som publikummerne (op mod en million!) r�bte til os undervejs: "You�re looking good. You�re doing fine!" - og ikke mindst: "You�re all winners!"

Du kan skrive til Svend Faarvang p� e-mail adressen svend(snabel-a)faarvang.com.